DF-formand kræver svar fra Thorning i Dong-sag

Regeringen vil sælge Dong-andel til datterselskab i Luxembourg. Så går Danmark glip af skat, mener DF-formand.

Helle Thorning-Schmidt og Bjarne Corydon (S) må genoverveje aftalen med Goldman Sachs om Dong, mener Kristian Thulesen Dahl. (© DR)

Regeringen arbejder på at sælge en del af den statsejede energivirksomhed Dong til et Goldman Sachs-datterselskab i Luxembourg, ifølge Information.

Storhertugdømmet har en lang historie for at muliggøre skattespekulation, og det får DFs formand Kristian Thulesen Dahl til at kræve, at statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) skal genoverveje aftalen.

- Dermed sikrer Goldman Sachs, at Danmark ikke får skat af et eventuelt overskud.

- Nu må Helle Thorning-Schmidt og Bjarne Corydon genoverveje aftalen med Goldman Sachs om Dong, skriver han på det sociale medie Facebook.

Tegn på skatteplanlægning

Ifølge den aftale, som den danske regering har indgået med Goldman Sachs, og som ikke er endeligt godkendt af Folketinget, vil Goldman Sachs ejerandel i Dong blive placeret i selskabet New Energy Investment, der er hjemmehørende i Luxembourg.

- Det kunne være et tegn på, at der er noget skatteplanlægning involveret, når man gør det gennem Luxembourg, siger Niels Johannesen, lektor ved Københavns Universitet, som forsker i internationale skatteregler og skatteplanlægning, til Information.

Del af Dong sælges i skattely

Ifølge DR sker salget af en andel af Dong til et uigennemskueligt netværk af skuffeselskaber i skattely. Det viser en gennemgang af selskabsoplysninger fra blandt andet Luxembourgs virksomhedsregister.

- Det er underligt, at Finansministeriet med åbne øjne indgår en aftale, hvor alt tyder på, at selskabet aldrig kommer til at betale skat nogen steder.

- Det harmonerer rigtig dårligt med Danmarks indsats mod skattely, siger skattely-ekspert Lars Koch fra ulandsorganisationen IBIS til DR.

Derfor vil Kristian Thulesen Dahl have Thorning til at adressere problemet, når hun torsdag holder et pressemøde i Aalborg.

- Men hvornår tager partierne på Christiansborg konsekvensen af, at aftalen er for dårlig for Danmark og danskerne? Det er på tide, at Helle Thorning-Schmidt forholder sig til det, skriver han.

/ritzau/