DOKUMENTATION Se Thornings svar på Skippers 15 spørgsmål

Svarene fra statsministeren forud for dagens samråd ligger nu på Folketingets hjemmeside. Se dem her.

I dag skal Thorning-Schmidt i samråd svare på spørgsmål om PET-sagen. Se alle hendes skriftlige svar her. (Foto: © Jeppe Bjørn Vejlø, Scanpix)

I dag skal statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) i samråd om PET-sagen, hvor hun skal svare på oppositionens spørgsmål i sagen om aflysningen af et Christiania-besøg, der kostede justitsminister Morten Bødskov posten.

Herunder kan du læse alle Pernille Skippers (Enhedslisten) spørgsmål til statsminister Helle Thorning-Schmidt forud for dagens samråd og statsministerens svar, der ligger på Folketingets hjemmeside.

Spørgsmål nr. 425:

"Havde statsministeren personligt kendskab til de forskellige udkast til den daværende justitsministers udtalelse om Retsudvalgets besøg på Christiania, der udgør bilag til svaret på spørgsmål nr. 359 (REU alm. del), inden den endelige version af udtalelsen blev udsendt 19. november 2013?"

Svar:

Ja, jeg havde kendskab til de forskellige udkast.

Med venlig hilsen

Helle Thorning-Schmidt

Spørgsmål nr. 426:

"Tilskyndede statsministeren eller embedsmænd i Statsministeriet til ændringer af de udkast til den daværende justitsministers udtalelse om Retsudvalgets besøg på Christiania, der udgør bilag til svaret på spørgsmål nr. 359 (REU alm. del)?"

Svar: Ud fra min og medarbejdere i Statsministeriets hukommelse var det alene Statsministeriets departementschef, der talte med Justitsministeriet den 19. november 2013 om indholdet af justitsministerens pressemeddelelse.

Der blev i en telefonsamtale mellem departementschefen i Justitsministeriet og departementschefen i Statsministeriet efter Statsministeriets modtagelse af første udkast til udtalelse på det overordnede plan foreslået, at man i udtalelsen noterede sig, at PETchefen samme morgen havde afvist, at han skulle have misbrugt kalenderoplysninger og at det kunne overvejes at indsætte en form for beklagelse af forløbet.

Der kan i øvrigt henvises til svaret på spørgsmål nr. 427 (REU alm. del).

Med venlig hilsen

Helle Thorning-Schmidt

Spørgsmål nr. 427:

"Finder statsministeren det kritisabelt eller uhensigtsmæssigt, at den daværende justitsministers udtrykkelige beklagelse af, at "Retsudvalget fik viderebragt et forkert billede af den egentlige begrundelse" for at udskyde udvalgets Christianiabesøg i starten af 2012, forsvandt fra det andet udkast og ikke findes i den endelige udtalelse, der blev udsendt af Justitsministeriet 19. november 2013 (der henvises til besvarelsen af spørgsmål nr. 359 (REU alm. del))?"

Svar:

Justitsministeriet oplyste den 19. november 2013, at ændringerne i beskrivelsen af forløbet mellem 2. udkast og den endelige udgave af den daværende justitsministers udtalelse skete på baggrund af en dialog mellem den daværende justitsminister og den daværende formand for Folketingets Retsudvalg om, hvad den daværende formand for Folketingets Retsudvalg havde oplyst til Retsudvalget som begrundelse for aflysningen af besøget.

Statsministeriet blev ikke hørt om de konkrete ændringer i beskrivelsen af forløbet.

For så vidt angår, at beklagelsen udgik af udtalelsen, er Statsministeriet ikke bekendt med baggrunden herfor.

Men det kan bemærkes, at offentligheden ved den endelige og offentliggjorte udtalelse af 19. november bliver oplyst om, at Retsudvalget fik viderebragt et forkert billede af den egentlige begrundelse for aflysning af besøget. Det var det centrale efter min mening.

Med venlig hilsen

Helle Thorning-Schmidt

Spørgsmål nr. 428:

"Den daværende justitsministers udtrykkelige beklagelse af, at "Retsudvalget fik viderebragt et forkert billede af den egentlige begrundelse" for at udskyde udvalgets Christianiabesøg i starten af 2012, forsvandt fra det andet udkast og findes ikke i den endelige udtalelse, der blev udsendt af Justitsministeriet 19. november 2013 (der henvises til besvarelsen af spørgsmål nr. 359 (REU alm. del)). Hvad er baggrunden for, at beklagelsen forsvandt, og på hvis initiativ og med hvilken begrundelse skete det?"

Svar:

Der henvises til besvarelsen af REU, alm. del spm. nr. 427.

Med venlig hilsen

Helle Thorning-Schmidt

Spørgsmål nr. 429:

"Har Statsministeriets departementschef fået forelagt ordlyden af den endelige udtalelse fra justitsministeren af 19. november 2013 inden offentliggørelsen, og hvad er i bekræftende fald baggrunden for, at Statsministeriets departementschef accepterer, at udtalelsens endelige ordlyd indeholder formuleringen om, at "politidirektøren for København ikke havde mulighed for at deltage", selv om denne formulering var usand?"

Svar:

Jf. svaret på REU alm. del spm. 359 fik Statsministeriets departementschef den 19. november 2013 kl. 16.54 oversendt den endelige version af den daværende justitsministers udtalelse. Denne udgave var ikke fremsendt til Statsministeriet inden offentliggørelsen.

Herudover vil jeg henvise til uddrag af udtalelse af 15. januar 2014 fra Statsministeriets departementschef:

"Jeg vil slå fast, at Statsministeriet ikke havde kendskab til den forkerte oplysning vedrørende politidirektørens deltagelse før den 9. december 2013.

Jeg blev sidst på eftermiddagen den 9. december 2013 - forud for afgivelsen af justitsministerens besvarelse af spørgsmål nr. 278 - for første gang oplyst om, at forklaringen om, at politidirektøren for København ikke havde mulighed for at deltage i et forudgående møde inden besøget, var koordineret med politidirektøren. Det fremgår også af statsministerens svar på spørgsmål nr. 347 fra Folketingets Retsudvalg"

Med venlig hilsen

Helle Thorning-Schmidt

Spørgsmål nr. 430:

"I e-mail sendt 9. december 2013 kl. 22.41 fra fungerende kontorchef i Justitsministeriet Anne Berg Mansfeld-Giese til kommitteret i Statsministeriet Jens Teilberg Søndergaard (bilag til svaret på spørgsmål nr. 359 (REU alm. del))fremsendes, hvad der i emnefeltet betegnes som "samrådstale version II". Skyldes det tilskyndelse fra statsministeren eller embedsmænd i Statsministeriet, når det talepapir, der blev oversendt som svar på spørgsmål nr. 293 (REU alm.del), i modsætning til nævnte "version II" indeholdt et stærkt udbygget afsnit på side 4-5, hvor der blev givet "en mere detaljeret beskrivelse af trusselbilledet, end jeg under normale omstændigheder ville gøre", som det hedder i talepapiret?"

Svar:

Nej.

De ændringer, som er foretaget i det talepapir, som Justitsministeriet sendte til Statsministeriet om aftenen den 9. december 2013, set i forhold til det talepapir som blev oversendt som svar på spørgsmål nr. 293 (REU alm. del), skyldes ikke en tilskyndelse fra statsministeren eller embedsmænd i Statsministeriet.

Med venlig hilsen

Helle Thorning-Schmidt

Spørgsmål nr. 431:

"I e-mail sendt 9. december 2013 kl. 22.41 fra fungerende kontorchef i Justitsministeriet Anne Berg Mansfeld-Giese til kommitteret i Statsministeriet Jens Teilberg Søndergaard (bilag til svaret på spørgsmål nr. 359 (REU alm. del))fremsendes, hvad der i emnefeltet betegnes som "samrådstale version II". Har Statsministeriet modtaget nogen tidligere eller senere versioner af talepapiret inden afviklingen af samrådet 10. december 2013?"

Svar:

Nej, hverken jeg eller embedsmænd i Statsministeriet har modtagetnogen tidligere eller senere versioner af talepapiret inden samrådet den 10. december 2013.

Med venlig hilsen

Helle Thorning-Schmidt

Spørgsmål nr. 432:

"Af svaret på spørgsmål 365 (REU alm. del) fremgår, at statsministeren sidst påeftermiddagen den 9. december 2013 for første gang blev oplyst om, atforklaringen om, at Københavns politidirektør var forhindret i at deltage iRetsudvalgets møde, var koordineret med politidirektøren. Kan statsministeren påden baggrund oplyse, hvornår hun personligt første gang blev opmærksom på, atpolitidirektøren ikke var forhindret i at deltage i mødet?"

Svar:

Jeg og medarbejdere i Statsministeriet blev sidst på eftermiddagen den 9. december 2013 - forud for den daværende justitsministers afgivelse af besvarelsen af REU alm. del spørgsmål nr. 278 - for første gang oplyst om, at forklaringen om, at politidirektøren for København ikke havde mulighed for at deltage i et forudgående møde inden besøget, var koordineret med politidirektøren.

Der henvises desuden til besvarelsen på REU alm.del spm. 347 og 365.

Med venlig hilsen

Helle Thorning-Schmidt

Spørgsmål nr. 433:

"Af svaret på spørgsmål 365 (REU alm. del) fremgår, at statsministeren sidst på eftermiddagen den 9. december 2013 for første gang blev oplyst om, at forklaringen om, at Københavns politidirektør var forhindret i at deltage i Retsudvalgets møde, var koordineret med politidirektøren. Kan statsministeren på den baggrund oplyse, hvornår hun første gang personligt blev opmærksom på, at spørgsmålet om politidirektørens muligheder for at deltage i mødet ikke var den reelle begrundelse for aflysningen af Retsudvalgets Christiania besøg?"

Svar:

Spørgsmålet forstås sådan, at der henvises til, at den reelle begrundelse for aflysningen af Retsudvalgets besøg på Christiania i februar 2012 var, at der forelå et trusselsbillede på det tidspunkt, hvor Retsudvalget planlagde besøget.

Den 19. november 2013 udsendte den daværende justitsminister en udtalelse. Heraf fremgår, at den reelle forklaring bag udskydelsen af Retsudvalgets besøg på Christiania var, at der forelå et trusselsbillede på det tidspunkt, hvor Retsudvalget planlagde besøget. Samme dag blev jeg orienteret herom, jf. besvarelse af REU alm.del spm. 347 og 365.

Jeg og medarbejdere i Statsministeriet blev sidst på eftermiddagen den 9. december 2013 - forud for den daværende justitsministers afgivelse af besvarelsen af spørgsmål nr. 278 - for første gang oplyst om, at forklaringen om, at politidirektøren for København ikke havde mulighed for at deltage i et forudgående møde inden besøget, var koordineret med politidirektøren.

Med venlig hilsen

Helle Thorning-Schmidt

Spørgsmål nr. 434:

"Var statsministeren personligt opmærksom på, at Københavns politidirektør ikke var forhindret i at deltage i Retsudvalgets møde i forbindelse med det planlagte Christiania besøg, da Justitsministeren den 19. november 2013 udsendte en udtalelse med formuleringen "Da politidirektøren for København ikke havde mulighed for at deltage i et forudgående møde inden besøget den på gældende dag…"?"

Svar:

Nej. Jeg og medarbejdere i Statsministeriet blev sidst på eftermiddagen den 9. december 2013 - forud for den daværende justitsministers afgivelse af besvarelsen af spørgsmål nr. 278 - for første gang oplyst om, at forklaringen om, at politidirektøren for København ikke havde mulighed for at deltage i et forudgående møde inden besøget, var koordineret med politidirektøren.

Der kan i øvrigt henvises til besvarelse af REU alm. del spm. 347 og 365, hvoraf dette også fremgår.

Med venlig hilsen

Helle Thorning-Schmidt

Spørgsmål nr. 435:

"Den 19. november 2013 kl. 14.08 sendte Justitsministeriets departementschef ene mail til Statsministeriets departementschef med et udkast til udtalelse fra den daværende justitsminister (jf. bilag til svaret på spørgsmål nr. 359 (REU alm. del)). Af udkastet synes det at fremgå, at forklaringen om et planlagt møde i Retsudvalget og politidirektørens manglende mulighed for at deltage i Retsudvalgets møde, var konstrueret for at undgå at give Retsudvalget den reelle begrundelse for udsættelsen af besøget på Christiania (jf. udkastets fjerde- og tredjesidste afsnit). Kan statsministeren oplyse, hvad der er baggrunden for, at det i den endelige udtalelse formuleres som et faktum, at politidirektøren var forhindret (jf. formuleringen "Da politidirektøren for København ikke havde mulighed for at deltage i et forudgående møde inden besøget den pågældende dag…"), når både Stats- og Justitsministeriet (jf. udkastet, der er e-mailet kl. 14.08) synes at være klar over, at forklaringen er konstrueret?"

Svar:

Jeg kan ikke genkende, at forklaringen om, at politidirektøren for København ikke havde mulighed for at deltage i et forudgående møde inden besøget, var koordineret med politidirektøren, synes at fremgå af udkastet kl. 14.08 eller den endelige udgave af den daværende justitsministers udtalelse af 19. november 2013.

Der henvises således til besvarelsen af REU alm. del spm. 347, 365 samt 438, hvoraf det fremgår, at jeg og medarbejdere i Statsministeriet sidst på eftermiddagen den 9. december 2013 - forud for afgivelsen af besvarelsen af REU alm. del spørgsmål nr. 278 - for første gang blev oplyst om, at forklaringen om, at politidirektøren for København ikke havde mulighed for at deltage i et forudgående møde inden besøget, var koordineret med politidirektøren.

Med venlig hilsen

Helle Thorning-Schmidt

Spørgsmål nr. 436:

"Statsministeren bedes redegøre for, i hvilken form embedsmænd i Statsministeriet og embedsmænd i Justitsministeriet den 18. og 19. november 2013 kommunikerede omkring de forskellige udkast til den daværende justitsministers "Udtalelse vedrørende Retsudvalgets besøg på Christiania" af 19. november 2013, og oversende eventuel skriftlig korrespondance, der går ud over bilagene til svaret på spørgsmål nr. 359 (REU alm. del), samt telefonnotater eller kalenderinformation vedrørende mødeaktivitet."

Svar:

Jeg kan oplyse, at der ikke var nogen form for kommunikation eller møder mellem embedsmænd i Statsministeriet og embedsmænd i Justitsministeriet den 18. november 2013 vedrørende de pågældende udkast.

For så vidt angår kommunikation mellem Statsministeriet og Justitsministeriet den 19. november 2013, kan jeg oplyse, at Justitsministeriet denne dag sendte de to udkast til justitsministerens udtalelse, som er sendt til Retsudvalget i forbindelse med besvarelsen af spørgsmål nr. 359 (REU alm. del). Endvidere fik Statsministeriet den 19. november 2013 tilsendt den endelige udtalelse fra Justitsministeriet (som ligeledes er sendt til Retsudvalget i forbindelse med besvarelsen af spørgsmål nr. 359 - REU alm.del).

Ud fra medarbejdere i Statsministeriets hukommelse var det alene Statsministeriets departementschef, der talte med Justitsministeriet den 19. november 2013 om indholdet af justitsministerens pressemeddelelse.

Således havde statsministeriets departementschef den 19. november 2013 telefonsamtaler med Justitsministeriets departementschef om udkastene.

I en telefonsamtale, efter Statsministeriet havde modtaget det første udkast til justitsministerens udtalelse, foreslog departementschefen i Statsministeriet, at man i udtalelsen noterede sig, at PET-chefen samme morgen havde afvist, at han skulle have misbrugt kalenderoplysninger, og at det kunne overvejes at indsætte en form for beklagelse af forløbet.

I en telefonsamtale, efter Statsministeriet havde modtaget det andet udkast til justitsministerens udtalelse, oplyste Justitsministeriets departementschef, at denne version ville blive ændret. De ændringer, som blev foretaget i beskrivelsen af det faktuelle forløb i februar 2012 fra udkastene til den endelige udtalelse blev lavet på baggrund af en dialog mellem justitsministeren og den daværende formand for Folketingets Retsudvalg.

Der blev ikke udarbejdet telefonnotater for telefonsamtalerne.

Jeg skal desuden henvise til besvarelsen af spørgsmål nr. 423 (REU alm. del).

Med venlig hilsen

Helle Thorning-Schmidt

Spørgsmål nr. 437:

"I udtalelsen fra Statsministeriets departementschef af 15. januar 2014 fremgår, at han af Justitsministeriet fik oplyst, at ændringerne i de forskellige versioner af justitsministerens udtalelse af 19. november "var lavet på baggrund af en dialog mellem de personer, er var involveret i det oprindelige hændelsesforløb". Omfattede disse personer både den daværende justitsminister, Justitsministeriets departementschef, den tidligere formand for Folketingets Retsudvalg Anne Baastrup og Københavns tidligere politidirektør Johan Reimann, og hvilke andre personer var eventuelt involveret i den dialog, som Statsministeriets departementschef blev informeret om?"

Svar:

Justitsministeriet oplyste den 19. november 2013, at ændringerne i beskrivelsen af hændelsesforløbet blev foretaget på baggrund af en dialog mellem den daværende justitsminister og den daværende formand for Folketingets Retsudvalg. Statsministeriet har ikke kendskab til om yderligere personer var involveret i den dialog.

Med venlig hilsen

Helle Thorning-Schmidt

Spørgsmål nr. 438:

"Blev statsministeren eller embedsmænd i Statsministeriet inden offentliggørelsen informeret om, at justitsministerens udtalelse af 19. november 2013 ikke ville komme til at indeholde en beklagelse, og at det i udtalelsen ville komme til at fremstå som et faktum, at Københavns politidirektør ikke havde mulighed for at deltage i Retsudvalgets møde, og hvad fik Statsministeriet i givet fald at vide om begrundelsen herfor?"

Svar:

Jeg eller embedsmænd i Statsministeriet har ikke erindring om, at vi - inden udtalelsen blev udsendt - blev oplyst om, at den endelige udtalelse ikke ville komme til at indeholde den beklagelse, som fremgik af det andet udkast.

Som det fremgår af de vedlagte bilag til besvarelsen af spørgsmål nr. 359 (REU alm. del), fik Statsministeriet oversendt justitsministerens endelige udtalelse den 19. november 2013 kl. 16.54. På dette tidspunkt var udtalelsen offentliggjort.

Jeg kan i øvrigt ikke genkende forudsætningen i spørgsmålet om, at forklaringen om, at politidirektøren ikke havde mulighed for at deltage i det forudgående møde inden besøget, var koordineret med politidirektøren, synes at fremgå af de to udkast, som blev sendt fra Justitsministeriet til Statsministeriet den 19. november 2013.

Med venlig hilsen

Helle Thorning-Schmidt

Spørgsmål nr. 439:

"I udtalelsen fra Statsministeriets departementschef af 15. januar 2014 fremgår, at "Statsministeriet havde af gode grunde ingen bemærkninger til ændringerne i beskrivelsen af hændelsesforløbet, da Statsministeriet ikke havde nogen viden herom". Havde Statsministeriet inden offentliggørelsen af justitsministerens udtalelse den 19. november 2013 nogen bemærkninger til, hvilke oplysninger man fandt hensigtsmæssigt at give offentligheden?"

Svar:

I forhold til justitsministerens udtalelse af 19. november 2013 oplyste Justitsministeriets departementschef til Statsministeriets departementschef i en telefonsamtale den 19. november 2013 - efter Statsministeriet havde modtaget det andet udkast til justitsministerens udtalelse - at ændringerne i beskrivelsen af det faktuelle forløb i februar 2012 fra udkastene til den endelige udtalelse var lavet på baggrund af en dialog mellem de personer, der var involveret i det oprindelige hændelsesforløb. Statsministeriet havde ikke nogen bemærkninger til, hvilke faktuelle oplysninger Justitsministeriet gav til Folketinget, da Statsministeriet ikke havde viden om hændelsesforløbet.

Der henvises desuden til besvarelsen af spørgsmål nr. 436 (REU alm. del).

Med venlig hilsen

Helle Thorning-Schmidt

Samrådet starter kl. 13, og du kan følge med live her på dr.dk.