FAKTA: Derfor strander forhandlingerne om togfonden

Forhandlingerne om togfonden mellem EL, DF og regeringen strander på grund af spørgsmål om letbane til Billund.

Forhandlingerne om Togfonden brød sammen mandag aften. Til venstre står Dansk Folkepartis Kim Christiansen, som vil have mulighed for en letbane mellem Billund og Vejle i stedet for en jernbane (Foto: © Thomas Lekfeldt, Scanpix)

Efter over fire timers forhandlinger om en aftale om Togfonden, må Enhedslisten, Dansk Folkeparti og regeringen mandag aften sande, at forhandlingerne er brudt sammen.

* Sammenbruddet er opstået, fordi Dansk Folkeparti, efter ønsker fra lokalområdet i Vejle, vil have en mulighed for, at stikbanen mellem Billund og Vejle skal være en statsfinansieret letbane i stedet for en jernbane.

* Transportminister Pia Olsen Dyhr (SF) afviser, at en del af togfonden skal gå til dette letbaneprojekt, da landets øvrige letbaner blandt andet i Aarhus er lokalt medfinansieret.

DF: Staten skal betale

* Dansk Folkeparti mener, at letbanen skal være statsfinansieret, fordi Vejle modvilligt må affinde sig med en ny bro over Vejle Fjord.

* Dansk Folkepartis trafikordfører, Kim Christiansen, siger, at han ønsker, at Vejle, Billund og Billund Lufthavn får lov til at være med til at afgøre, om det er en almindelig jernbane eller en letbane, der er den bedste løsning.

* Kim Christiansen siger også, at han allerede lørdag formiddag sendte en mail til ministeren om, at han ønskede at gøre letbanen til en mulighed. Her fik han det svar, at det ikke kunne ske med statslig finansiering.

Er blevet imødekommet

* Dansk Folkeparti anerkender, at partiet ellers er blevet imødekommet på alle andre punkter.

* Også Enhedslisten er blevet imødekommet, siger trafikordfører for Enhedslisten, Henning Hyllested.

Ritzau