Forhandlingerne om togfonden er brudt sammen.
Det melder transportminister Pia Olsen Dyhr efter møde med Dansk Folkeparti og Enhedslisten.
En aftale var ellers på trapperne - men Dansk Folkepartis krav om en letbane i Vejle skiller nu parterne.
- Forhandlingerne er faldet på, at DF har krævet, at staten skal finansiere en letbane til Billund, siger transportminister Pia Olsen Dyhr til DR Nyheder.
- Der er et lokalt ønske om en letbane. Når vi accepterer en bro, så synes vi, at det er rimeligt at man kompensere området med en letbane, siger Kim Christiansen (DF).
Nye krav i sidste sekund
Alt tegnede til en aftale om togfonden her mandag aften, men i stedet endte forhandlingerne med vrede meldinger fra både regeringen og Enhedslisten.
De beskylder Dansk Folkeparti for i sidste sekund at smide et nyt krav om en letbane på forhandlingsbordet.
Ifølge transportminister Pia Olsen Dyhr er det kravet fra Dansk Folkeparti, der førte til et et sammenbrud i forhandlingerne.
- Jeg er rigtig ked af det. Jeg opfatter det som drilleri fra Dansk Folkeparti. Letbanen blev kastet på banen i aller sidste sekund, siger Pia Olsen Dyhr om kravet.
EHL: Latterligt at ændre krav
Enhedslistens trafikordfører, Henning Hyllested, kalder det "latterligt", at Dansk Folkeparti ændrer deres hovedkrav på det sidste forhandlingsmøde:
- Det er rigtig trist. Det er et latterligt grundlag, det falder på, siger Henning Hyllested med henvisning til Dansk Folkepartis krav om en letbane mellem Vejle og Billund.
- Det kom i forhandlingerne her til aften, stort set. Det er skide ærgerligt, at så stort et løft falder på gulvet på et spørgsmål om, at man skal kunne køre sporvogn til Billund, siger Henning Hyllested.
DF: Vi har ikke valgt sammenbrud
Men Dansk Folkepartis trafikordfører Kim Christiansen mener ikke selv, at de har valgt, at der skulle ske sammenbrud i forhandlingerne:
- Vi har ikke valgt, at det her skal være et sammenbrud. Vi har bedt om at få det her forelagt for vores folketingsgruppe i morgen. Det har ministeren ikke ønsket, og det må vi acceptere, siger Kim Christiansen.
Han roser dog aftaleudkastet for at imødekomme Dansk Folkeparti langt hen ad vejen. Men han mener, at borgerne lokalt i Vejle selv skal bestemme, om de vil have en letbane til Billund.
- Nu vil jeg forelægge aftaleudkastet for folketingsgruppen i morgen, og så må vi se, hvad de siger til det, siger Kim Christiansen.
Kun udmøntningen mangler
Tilbage i september blev regeringen, Dansk Folkeparti og Enhedslisten ellers enige om finansieringen af togfonden på 28,5 milliarder kroner.
Pengene var altså på plads - kun udmøntningen skulle aftales endeligt.
Den milliarddyre plan for togforbindelserne i Danmark - TogfondenDK har til formål at forkorte rejsetiderne mellem landets største byer, så man kan komme fra København til Odense på en time og fra Odense til Aarhus på en time, osv.
Der er ikke aftale om nye forhandlinger
Transportministeren fastslår, at der ikke er aftalt nogle nye møder med forhandlingsparterne.
Hun vil nu tale med sine regeringskolleger om, hvordan der skal forhandles videre om Togfonden.