Corydon om DFs Dong-kurs: Det er ren slinger

Finansministeren kalder DFs kritik af Dong-aftale for "ren slinger". De unge socialdemokrater bakker DF op.

Ny Dong-aftale med Goldman Sachs? Nej da, aftalen er god, siger finansminister Bjarne Corydon (S).

Finansminister Bjarne Corydon (S) har svært ved tage Dansk Folkepartis trussel om at forlade Dong-aftale alvorligt.

- Det er rent slinger. Det har de allerede sagt ja til. Og det er de blevet fuldt orienteret om. Og den måde kan man jo ikke lave aftaler på, siger Bjarne Corydon til DR Nyheder.

Dansk Folkeparti er med i forligskredsen, der siden 2004 har arbejdet frem mod en børsnotering af Dong Energy og nu behandles i Folketingets Finansudvalg.

Men udsigten, til at den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs investerer otte mia. kroner i Dong mod 19 procent af aktierne og får vetoret over blandt andet udnævnelser i direktionen, får nu DF-formand Kristian Thuelsen Dahl til at stejle.

Corydon: Ingen genforhandling

Bjarne Corydon ser imidlertid ingen grund til at genforhandle aftalen med Goldman Sachs:

- Det er en god aftale, der ligger. Den er meget grundigt udarbejdet. Og Dansk Folkeparti er fuldt orienteret undervejs. Så det er ren slinger fra deres side.

Ifølge finansministeren har Dansk Folkeparti, forligsparti eller ej, slet ikke mulighed for at stoppe aftalen.

- Hvis Dansk Folkeparti ikke vil være en del af den aftale længere, står det dem jo frit for at lade være. Det er bare en underlig måde at optræde på, eftersom de har været med hele vejen.

DSU: Riv aftalen over

Kritikken af Dong-aftalen kommer dog også fra Socialdemokraternes egne rækker.

- Det er dybt, dybt forkasteligt, at man vil give ansvaret for Danmarks energiforsyning til Goldman Sachs, siger forbundsformand for partiets ungdomsorganisation, DSU, Camilla Schwalbe til dr.dk.

Hun opfordrer direkte sin egen finansminister til at rive aftalen over og indgå en ny, der sikrer danske borgere og forbrugere, snarere end en amerikansk investeringsbank.