Thorning-Schmidt varsler ny vækstpakke

Regeringen barsler med endnu en pakke, der skal lette livet for landets virksomheder, bebuder statsminister Helle Thorning-Schmidt.

Regeringen vil i det nye år, se på hvordan danske virksomheder kan gøres mere konkurrencedygtige. (© DR)

Efter stribevis af reformer er det tid til nye vækstinitiativer, der skal gøre Danmark klar til opsvinget.

Sådan lyder det fra statsminister Helle Thorning-Schmidt (S), som nu skruer op for optimismen, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.

- Vi er gået fra et lidt uhåndgribeligt stemningsskifte til et mere håndgribeligt stemningsskifte. Det ser vi både i forhold til ledigheden og beskæftigelsen, siger hun.

- Nu skal vi videre og gøre Danmark endnu mere klar til det opsving, der kommer. Noget af det første, som vi skal i gang med i det nye år, bliver nye vækstinitiativer.

Anbefalingr i marts

De nye tiltag skal komme i forlængelse af Produktivitetskommissionens anbefalinger, som kommer i midten af marts. Derfor ønsker statsministeren ikke at afsløre konkrete initiativer, skriver avisen.

Ifølge Jyllands-Postens oplysninger står virksomheder til at slippe for bøvlede regler, ligesom regeringen planlægger tiltag, der skal øge konkurrencen i detailhandlen og byggeriet.

Det overvejes også at lette afgifter for erhvervslivet, oplyser kilder i de tre regeringspartier.

Men man skal dog ikke have for store forventninger til afgiftslempelserne, lyder det fra Helle Thorning-Schmidt, da det "er meget dyrt, og vi har allerede lavet en stor vækstpakke på 90 milliarder kroner", skriver Jyllands-Posten.