Det er ikke ydmygende for kontanthjælpsmodtagere at tage nyttejob, hvor de kan blive sat til at samle hundelorte og skrald op. Det er udmeldingen fra beskæftigelsesminister Mette Frederiksen:
- Det siger sig selv, at man skal finde nogle nyttejob, der giver mening for både det enkelte menneske og for samfundet. Og det har kommunerne ansvaret for at sikre. Jeg vil gerne helt principielt advare mod, at vi kalder det at gå på arbejde, ligegyldig hvad det arbejde måtte indeholde, for nedværdigende eller ydmygende.
Ikke ydmygende
Det er meningen, at kommunerne skal finde omkring 5000 nyttejob til kontanthjælpsmodtagere. Ledige må maksimalt være i nyttejob i 13 uger. Det vil betyde at 20-25.000 vi gå ind og ud af ordningen.
- Husk nu på, at hver eneste nat og hver eneste dag, er der tusindvis af danskere, der går på arbejde med lige præcis at rydde op og gøre rent. Og det at holde hjulene i gang og sørge for at Danmark er rent og pænt, det kan jeg simpelthen ikke se er ydmygende.
Danskerne bakker op, foreninger kritiske
En stor del af danskerne bakker op om, at jobklare kontanthjælpsmodtagere skal tage nyttejob. En ny Wilke-måling viser, at 82,6 procent af danskerne støtter op om ordningen. Til gengæld er KL, FOA og Enhedslisten blandt de kritiske røster.
Mette Frederiksen mener, at det er rimeligt, at kontanthjælpsmodtagere gør noget til gengæld for at modtage kontanthjælp. Hun siger, at det er de stærke kontanthjælpmodtagere, der skal i nyttejob.
- Det er dem, der egentlig godt kunne gå i gang med en uddannelse, og det er de voksne, der godt kan arbejde. At bede dem om at gøre noget til gengæld for deres kontanthjælp, det synes jeg, er en helt naturlig måde at indrette systemet på, siger Mette Frederiksen.
Motivation for uddannelse
Ifølge beskæftigelsesministeren skal nyttejob gøre de unge og jobklare kontanthjælpsmodtagere motiverede for at tage en uddannelse.
- Det er den bedste garanti, vi kan give dem for et bedre liv end det, de lever i dag. De skal ikke spilde år af deres ungdom på at være på kontanthjælp. Det er okay, at vi som samfund beder dem om at give noget tilbage for den ydelse, de modtager. Men selvfølgelig skal det foregå på en ordentlig måde, det siger sig selv.
Mette Frederiksen er ikke enig med Enhedslisten i, at nytte-jobbene er ydmygende og uden værdi.
- Det at gå på arbejde, det har en værdi i sig selv.