Det vakte en del forargelse, da statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) lavede en såkaldt selfie ved en stor mindehøjtidelighed for Nelson Mandela, hvor hun tog et billede af sig selv sammen med Barack Obama og David Cameron.
Men ikke alle har rynket på næsen, og tirsdag har den amerikanske avis Washington Post sat billedet af Thorning på listen over årets 18 bedste politiske billeder, hvor det indtager sjettepladsen.
Foran blandt andre Anthony Weiner, Rob Ford og Joe Biden. Du kan se hele Washington Posts liste her.
- No selfie respect
Flere britiske medier harcelerede dagen efter mindeceremonien over, at den danske statsminister kunne finde på at tage en selfie med Obama og Cameron til Nelson Mandelas mindehøjtidelighed.
- No selfie respect, skrev The Sun med store bogstaver på sin forside.
Det er uvist, hvorfor Helle Thorning-Schmidt blev placeret ved siden af verdens mægtigste mand, Barack Obama. Ifølge Statsministeriet var det "et tilfælde" fra den sydafrikanske protokols side.
/ritzau/