Nye udspil vil øge investeringer i landbruget med 3 milliarder

Regeringens nye vækstplan for fødevarer vil øge investeringer i landbruget med op til tre milliarder kroner om året.

(Foto: © Torkil Adsersen, Scanpix)

Forgældede landmænd får julegave fra regeringen, som nu vil øge investeringer i landbruget med tre milliarder kroner.

Vi vil gerne investere i at gøre en forskel for landbruget. Vores initiativer vil øge investeringerne i landbruget med op til tre milliarder kroner om året. Det gør vi ved at stille betingelser og konkrete initiativer, siger erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen (S) i forbindelse med præsentationen af den nye vækstplan for fødevarer.

Planen præsenteres af Henrik Sass Larsen sammen med miljøminister Ida Auken (SF) og den nytiltrådte fødevareminister Dan Jørgensen (S).

34 initiativer i væksplanen

Regeringen melder, at de har høje ambitioner for det danske fødevareerhverv.

Regeringen vil med vækstplanen for fødevarer sætte fokus på, hvordan Danmark kan udnytte de globale vækstmuligheder på fødevareområdet, og omsætte det stærke erhvervsmæssige udgangspunkt til fortsat vækst og arbejdspladser i Danmark, herunder produktionsjob for faglærte og ufaglærte.

Fem indsatsområder

Vækstplanen indeholder i alt 34 initiativer, som fordeler sig over fem indsatsområder:

  • Bæredygtig og ressourceeffektiv fødevareproduktion

  • Løsningsorienteret regulering og kontrol

  • Talent, dynamik og eksport i fødevareerhvervet

  • Vækstorienteret fødevareforskning og -udvikling

Styrket adgang til finansiering

Fødevareerhvervet er en vigtig del af Danmarks fortsatte udvikling som et avanceret produktionsland.

- Med vækstplanen vil regeringen forbedre rammerne for at skabe vækst og nye produktions- og udviklingsjob i fødevareerhvervet, siger erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen:

Han understreger at råvarer fra landbruget spiller en afgørende rolle, og det er nu derfor regeringen nu vil tage skridt til at få løst op for strukturproblemerne og udfordringerne med finansiering i dansk landbrug.

45 mio til grønne stalde

Fødevareminister Dan Jørgensen fortæller, at regeringen nu med vækstplanen afsætter ekstra 45 mio. kr. til udvikling af grønne stalde.

- Det giver et bedre miljø, mere vækst og flere arbejdspladser. Det er den rigtige vej for FødevareDanmark, der også i fremtiden skal spille en nøglerolle som vækstmotor for et land i balance.

Miljøadministrationen skal moderniseres

Miljøminister Ida Auken fortæller, at hun gerne vil modernisere miljøadministrationen, så Danmark kan få et af de mest effektive systemer.

- Vi kan gøre det enklere uden at gå på kompromis med den høje danske miljøbeskyttelse. Vi vil udvikle nye metoder, så vi fra 2015 kan basere tilladelserne på, hvad virksomhederne udleder, og ikke hvor mange liter mælk, der produceres, eller hvor mange svin der slagtes, siger Ida Auken.

Hun mener, at det hverken gavner virksomheder eller myndigheder, at noget er mere bøvlet, end det behøver at være.

Hjælp til gældsplagede landmænd

Et andet af områderne, som Regeringen vil sætte ind overfor, er de gældsplagede landmænd. Tidligere er det kommet frem, at danske landmænd skylder et svimlende beløb i banken. Samlet løb jordbrugets gæld op i 352 milliarder kroner ved udgangen af 2012.

Regeringens vækstplan for fødevarer er udarbejdet på baggrund af anbefalingerne fra vækstteamet for fødevarer.

Vækstplanen er den sjette af i alt otte vækstplaner i regeringens offensive erhvervs- og vækstpolitik, hvor der er nedsat vækstteams på de områder, hvor dansk erhvervsliv er internationalt konkurrenceudsat.