S-ledelse til kritikere: Pas jeres arbejde

I Socialdemokraternes gruppeledelse har man ingen respekt for anonym kritik oven på rokaden

Politisk ordfører Magnus Heunicke giver ikke meget for anonym kritik.

Langtfra alle socialdemokrater på Christiansborg er lige begejstrede over, at statsminister Helle Thorning-Schmidt har hentet sin ny fødevareminister så langt fra Slotsholmen som i Bruxelles.

Skuffelsen over at folketingsgruppen er forbigået i ministerrokaden kommer - anonymt - til udtryk i flere aviser i dag.

Men den fremgangsmåde kommer man ingen vegne med, siger politisk ordfører Magnus Heunicke til dr.dk.

Du er ellers et af de navne, der bliver nævnt som forbigået ministeremne...

- Jeg har ikke i sinde at kommentere anonyme citater. Jeg har aldrig haft respekt for anonyme kilder. Hverken når de roser mig eller det modsatte. Jeg synes, folk skulle tage at passe deres arbejde. Jeg har i hvert fald tænkt mig at passe mit, siger Magnus Heunicke.

Du har netop selv passet dit arbejde, forsvaret regeringens politik og taget alle tævene for de dårlige meningsmålinger. Du var også nævn som et muligt ministeremne. Er du skuffet?

- Ved du hvad, man kan bruge mange følelser til mange ting i politik. Skuffelse, det er ikke en af dem. Jeg passer mit arbejde, og jeg synes også, at resten af den socialdemokratiske folketingsgruppe skulle tage og passe deres.

Bare lad være

Regeringspartiet har et stort arbejde foran sig, minder Heunicke om; nemlig at få velfærdssamfundet sikkert gennem krisen.

Det kan imidlertid blive sværere nu med den interne uro og kritik, vurderer flere politiske iagttagere.

- Nej, selvfølgelig gør det ikke det. Alle regeringer i danmarkshistorien har haft rokader af og til. Vi har hverken flere eller færre end normalt, siger Magnus Heunicke.

Socialdemokraternes gruppeformand, Henrik Dam Kristensen, forstår imidlertid godt skuffelsen, men siger om den anonyme kritik:

Det er aldrig klogt med anonym kritik

- Det synes jeg principielt ikke, man skal gøre. Det er aldrig klogt at gøre, siger han til dr.dk.

Tilbage står, siger han, at Danmark har fået en kompetent ny fødevareminister.

- Hvis man ser på den socialdemokratiske folketingsgruppe, så er det helt fantastisk, hvor dygtigt den har løftet den politiske debat. Og det kan jeg lovfe dig, det vil den også gøre i fremtiden. Det vil man allerede se på onsdag, når vi har debat om finansloven, siger Henrik Dam Kristensen.