Regeringen og partierne bag satspuljeaftalen er enige om at afsætte 410 millioner kroner over fire år til mennesker med sindslidelser på tværs af sundheds- og socialområdet.
Satspuljen er de penge, som årligt er reserveret til særlige tiltag på blandt andet sundheds- og socialområdet.
De fem temaer for satspuljeaftalen i Psykiatrien
- En hurtig og sammenhængende indsats
- Brugere og pårørende som en ressource i indsatsen
- Høj kvalitet i indsatsen gennem dokumentation og viden
- Mindre tvang og magtanvendelse
- Sundhed og forebyggelse
Tilbud skal forbedres
Regeringen har sammen med Venstre, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti aftalt, at der de kommende fire år afsættes 410 millioner kroner på satspuljen til blandt andet at udvikle ny viden om brugerinddragelse og nedbringelse af tvang. Samtidig skal sammenhængen i den indsats, som regionerne og kommuner har ansvar for styrkes.
Med det hovedmål, at behandlingen og tilbuddene der i dag eksisterer til mennesker med psykiske lidelser skal forbedres.
Forsøg i regionerne
32 millioner kroner skal nu bruges på at igangsætte forsøg i regionerne med akutteams, der kan tilbyde akut behandling i hjemmet og dermed forebygge unødvendige genindlæggelser på sygehusene.
Indsats for børn og unge styrkes
Indsatsen til fordel for børn og unge med psykisk sygdom bliver også styrket.
Som led i satspuljeaftalen afsættes der 23 mio. kr. til at udbrede tværfaglige, udgående teams bestående af eksempelvis psykiatere, psykologer og sygeplejersker fra børne- og ungepsykiatrien, der kan rykke ud for at yde rådgivning og støtte til børn og unge med psykosociale vanskeligheder eller psykiske lidelser i nærmiljøet.
Sociale akuttilbud
Aftaleparterne er enige om at afsætte 71 mio. kr. til at udbrede sociale akuttilbud i kommunerne.
Akuttilbud er et socialfagligt tilbud, hvor mennesker med en psykisk lidelse kan få støtte og hjælp efter eksempelvis at have været indlagt på et sygehus.
Halvere tvang i psykiatrien
Satspuljepartierne tilslutter sig målsætningen fra finanslovaftalen om at halvere tvang i psykiatrien.
Der afsættes 73,6 mio. kr. til forsøg med bæltefri og tvangsfri psykiatriske afdelinger. På udvalgte lukkede afsnit vil man bl.a. afprøve, hvordan man kan undgå fysisk tvang over for udadreagerende patienter.
Tværfaglige teams
Der afsættes også 40 mio. kr. til at afprøve brugen af tværfaglige teams i regionerne, som kan rådgive blandt andre praktiserende læger og sygehuslæger om medicinering af mennesker med psykiske lidelser.
Teamet kan bistå i forbindelse med ned- og udtrapning af medicin og gennemgå medicinforbruget hos borgere med sindslidelser.
Aftale om satspuljen på sundhedsområdet
Aftalen er ikke endelig, inden der er bekræftet en samlet satspuljeaftale som led i de centrale finanslovsforhandlinger.
Partierne bag satspuljeaftalen på sundhedsområdet er enige om at afsætte 53,9 mio. kr. i aftaleperioden 2014-2017 til følgende overordnede indsatsområde Øvrig sundhed - herunder misbrug.