Friis Bach: Nye GGGI-oplysninger kunne have påvirket valget

Den nu tidligere udviklingsminister Christian Friis Bach (R) siger, at kommunal- og regionsrådsvalget kunne have været faldet anderledes ud, hvis nye oplysninger var kommet frem før.

Tidligere udviklingsminister Christian Friis Bach (R) siger, at nye oplysninger i GGGI-sagen kunne have påvirket valget.

- Det kan have påvirket et valgresultat til kommunalbestyrelsen.

Så klar er meldingen fra den nu tidligere udviklingsminister Christian Friis Bach (R), der nu siger, at det direkte kunne have haft indflydelse på valget i tirsdags, hvis Udenrigsministeriet tidligere havde givet nye oplysninger videre i sagen om GGGI.

Sætningen faldt i et direkte interview torsdag aften i TV Avisen.

- Det er en alvorlig sag, det er en alvorlig fejl. Den kan have påvirket et valgresultat til kommunalbestyrelsen, og det er jeg rigtig ked af, sagde Christian Friis Bach.

JP: Ministeriet kendte til oplysninger

De nye oplysninger fra Udenrigsministeriet har betydet, at Christian Friis Bach (R) torsdag trak sig fra sin ministerpost.

Af de nye oplysninger fremgår det, at Friis Bach som bestyrelsesmedlem i klimaorganisationen GGGI på et bestyrelsesmøde i maj 2012 selv var med til at godkende de lukrative rejseregler, som har ført til massiv kritik af Venstre-formanden Lars Løkke Rasmussen.

Og det strider imod, hvad han hidtil har sagt - og hvad han har kunnet huske fra bestyrelsesmøderne.

Det mystiske er dog, at Udenrigsministeriet ifølge Jyllands-Posten har kendt til de ny oplysninger siden den 6. november - to uger før kommunalvalget.

Først onsdag i denne uge, altså den 20. november, blev Christian Friis Bach bekendt med de nye oplysninger under et besøg i Mellemøsten.

Måske en lille betydning

Om de nye oplysninger ville have påvirket kommunalvalget, skal man nok tilhøre de højere magter for at vide.

Professor og valgforsker ved Københavns Universitet, Kasper Møller Hansen, giver dog et forsigtigt bud.

- Min bedste vurdering er nej. Først og fremmest fordi det her er et kommunalvalg, og hvad, der foregår landspolitisk, slår kun igennem med halv kraft, siger Kasper Møller Hansen.

Hans kollega Roger Buch, forskningschef på Danmark Medie- og Journalisthøjskole, mener, at de nye oplysninger ville have mildnet sagen en "lille bitte smule" for Lars Løkke Rasmussen.

- Rejsesagen har skadet Venstre i meningsmålingerne op til valget - og der har jo sådan set også været en diskussion mellem Løkke og Christian Friis Bach om, hvorvidt reglerne var godkendt, og derfor kan det godt have været en formidlende omstændighed for Venstre, hvis det var kommet frem, siger Roger Buch.

Han understreger dog, at de nye oplysninger stadig ikke ville have fået Lars Løkke Rasmussen til at fremstå som den helt uskyldige, hvis de var kommet frem før valget.