I to uger har Udenrigsministeriet kendt til godkendelsen af Venstres formand Lars Løkke Rasmussens rejser på 1. klasse.
Men ministeriet har angiveligt holdt det skjult på grund af kommunalvalget. Det skriver jp.dk.
Avisen skriver, at ministeriet blev gjort bekendt med godkendelsen den 6. november, og den mistanke skal nu undersøges i en intern undersøgelse af Udenrigsministeriet.
En grund til at han trækker sig
Ifølge jp.dk fik Christian Friis Bach først kendskab til godkendelsen, da han onsdag blev ringet op under et besøg i Israel.
Det er ifølge jp.dk's oplysninger en af grundene til, at Christian Friis Bach nu trækker sig.
Sagen om GGGI og Danmarks støtte til organisationen kørte stort for nogle uger siden - især med fokus på, at Lars Løkke Rasmussen havde rejst på 1. klasse.
Men i et stykke tid havde der ellers været ro omkring sagen, efter oppositionspartierne fredede ministeren efter et samråd tidligere på efteråret.
Her blev ministeren kritiseret for, at Folketinget ikke har kendt til en meget kritisk rapport fra den koreanske rigsrevision - en rapport, der allerede lå klar i november 2012.