Bødskov hørte om Im i 2012: Det var ikke muligt for mig at gribe ind

Justitsminister Morten Bødskov (S) blev i 2012 bekendt med udvisningssagen, siger han.

Justitsminister Morten Bødskov (S) vil onsdag aften forsøge at finde en løsning på udvisningen af en syv-årig pige. Alle Folketingets partier er indkaldt til forhandlinger. (Foto: © Nils Meilvang, Scanpix)

Im kan reddes, nej hun kan ej. Jo, det kan hun måske godt alligevel.

Sagen om den syv-årige pige Im og hendes mor, der nu er udvist fra Danmark, er blevet den helt store politiske sag.

Men allerede i 2012 var Im i medierne, efter en afgørelse i Udlændingestyrelsen udviste Im og hendes mor til Thailand.

Det fik Enhedslisten til i et skriftligt spørgsmål at rette henvendelse til justitsminister Morten Bødskov (S).

- Jeg får jo rigtig mange henvendelser fra borgere, organisationer og også andre partier på udlændingeområdet. Jeg kan ikke gribe ind i konkrete sager, der kører et uafhængigt behandlingssystem og som også kan prøves ved byretten og landsretten. Derfor er der for mig ingen mulighed for at gribe ind i en konkret sag, siger justitsminister Morten Bødskov (S).

Minister kan godt blande sig alligevel

Da Enhedslisten skrev til ministeren, var sagen afgjort i Udlændingestyrelsen, men der var klaget over afgørelsen.

De seneste dage er presset på politikerne vokset, efter Im og hendes mor søndag forlod Danmark efter udvisningen.

Og nu kan Morten Bødskov godt blande sig i en konkret sag, siger han.

- Nu er sagen afsluttet, og det er derfor, at vi fra regeringens side siger, at vi er klar til at se på, hvordan man kan ændre lovgivningen, siger Morten Bødskov.

Tirsdag lød det ellers fra justitsministeren, at det ikke er muligt at ændre reglerne tilbage i tiden og dermed redde Im.

- Vi lovgiver ikke med tilbagevirkende kraft, men ændrer reglerne, så det ikke sker fremover, sagde Bødskov tirsdag.