- Jeg finder det ikke i orden, at en pæn dansk bank rådgiver danskere om, hvordan de kan omgå skattevæsenet.
Det siger skatteminister Holger K. Nielsen (SF) til DR Nyheder forud for tredje del af DR-dokumentaren I Skattely, der mandag aften kan afsløre, hvordan DR's fiktive forretningsmand med skjult kamera får rådgivning af Jyske Bank i Schweiz om at omgå det danske skattevæsen.
Skatteministeren understreger, at han endnu ikke har set udsendelsen, men:
- Efter det, jeg læser, så synes jeg, det ser meget, meget bekymrende ud, siger han.
Regeringen vil bekæmpe skatteunddragelse
Holger K. Nielsen understreger, at man i regeringen er "meget optaget af" at bekæmpe skatteunddragelse.
- I Skat har vi sat mange ressourcer af på, hvordan vi kan opdage denne form for skattesnyd. I det omfang, det er nødvendigt at sætte flere ressourcer af til det, vil jeg godt overveje det, fordi vi prioriterer det meget, meget højt, siger han.
- Vi tager det her særdeles alvorligt, derfor vil vi gå i gang med at udarbejde tiltag til, hvordan vi kan styrke kontrollen og undgå, at denne her form for rådgivning fortsætter.
Jyske Bank afviser, at man har rådgivet om skat eller skatteunddragelse over for DR's fiktive forretningsmand.
- Vi tilbyder ikke skatterådgivning i udlandet. Vi kommer med nogle forslag ud fra de ønsker og behov, som kunden kommer med. Vi siger også til ham, at han skal søge rådgivning i Danmark om, hvordan han skattemæssigt kommer bedst ud af Danmark, siger Jens Lauritzen, chef for udenlandske private banking-kunder i Jyske Bank.
Har du kendskab til skattely eller er du selv blevet rådgivet til at sætte penge i skattely, så skriv til os på slar@dr.dk.