Lars Løkke Rasmussens pressemøde om sine dyre rejser varede i tre timer og 43 minutter og vil gå over i historien i dansk politik.
Det vurderer de erfarne Christiansborg-reportere Henning Olsson og Kaare R. Skou, der begge har deltaget i DR2-panelet "Kongerne af Borgen".
- Det var jo et historisk pressemøde. Alene længden. Det har jeg aldrig oplevet i mine mange år på Borgen, siger Henning Olsson fra DRs politiske redaktion på Christiansborg.
Samme melding kommer fra tidligere TV2-journalist Kaare R. Skou, der har dækket dansk politik i mere end et kvart århundrede.
- Det er nok det længste pressemøde, jeg har oplevet. Jeg kan i hvert fald ikke komme i tanke om noget lignende, siger han.
Ritt Bjerregaards hotel i Paris
Venstre-formandens pressemøde vil gå over i historien af flere årsager, vurderer Henning Olsson.
Han peger foruden længden af pressemødet på selve indholdet, hvor en statsministerkandidat og oppositionsleder undskylder over for sine vælgere og fremlægger bilag fra en organisation, han er formand for.
- Det har vi ikke oplevet nogensinde før herhjemme, siger Henning Olsson, der fik sin første stilling som reporter på Christiansborg i 1979.
- Men at der omkring sådan nogle sager pludselig opstår hele den der moralske dagsorden, har vi jo oplevet før. For eksempel i forbindelse med Ritt Bjerregaards sag om en hotelregning i Paris, der jo endte med, at Anker Jørgensen fyrede hende, selvom hun efterfølgende blev frikendt for at have brudt reglerne. Det var også en moralsk sag, siger han.
Henning Olsson peger også på Lars Løkkes tidligere bilagssag fra 2008, men der er ingen sager, "der tilnærmelsesvist når det her niveau".
Pressemødet vil klæbe til Løkke i fremtiden
Kaare R. Skou mener, at søndagens pressemøde vil blive en markant del af Lars Løkkes politiske eftermæle.
- Det vil blive ved med at stå som noget ganske usædvanligt og være med til at sørge for, at uanset hvordan Lars Løkke Rasmussens fremtid bliver i dansk politik, så vil man huske det pressemøde, siger han.
Lars Løkke beklagede gentagne gange, at han har rejst for dyrt på første klasse som formand for klimaorganisationen GGGI, og Løkke undskyldte flere gange direkte over for Venstres vælgere.
Det slap han relativt godt fra, vurderer Kaare R. Skou.
- Jeg tror, at Venstres vælgere køber den. Har de noget alternativ? Flertallet af Venstres vælgere kan nok se, at sagen var dårlig, men jeg tror også, de er parat til at tilgive ham efter de undskyldninger, han nu er kommet med.