Den 4. april 2013 nød Lars Løkke Rasmussen en kvart flaske vin før et planlagt møde. Bilaget for vinen, fra Le Cafe du Musee i Paris, er på 33,5 kroner og er blandt de bilag, Venstres formand har afleveret i sin tid som formand for GGGI.
Blandt alt stort og småt har Lars Løkke Rasmussen afleveret bilag for bl.a. minibar, skjorterens og cafe-besøg.
I Rio - under Løkkes første rejse for GGGI - bad Lars Løkke om roomservice tre gange, var i minibaren to gange og besøgte poolbaren en enkelt gang.
Den samlede regning på 890 kroner blev betalt af en medarbejder, der lagde ud for Løkke, og som senere blev refunderet af GGGI.
I forbindelse med et middagsmøde den 21. august 2012 drak Lars Løkke Rasmussen en flaske Chateau Soutard '02 til 1.500 kroner.
Blandt andre bilag er vand og vin til Løkke før et møde i juni 2013. Her bestilte Lars Løkke en flaske Perrier vand og en flaske Diamond Label rødvin til i alt 550 kroner. På samme rejse afregnede Løkke minibar for 545 kroner.
Blandt regningerne i Løkkes bilagssamling er også bilag fra Lotte Hotel Seoul for minibar og skjorterens for ialt 1,186 kroner.