Skal.
Skal ikke. Skal. Skal ikke. Måske.
Det er stadig usikkert, om regeringen overhovedet sender den såkaldte EU-patentdomstol til folkeafstemning.
I hvert fald sår erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen (S) tvivl om, hvor vidt det bliver nødvendigt.
- Det er min klare opfattelse, at spørgsmålet om patentreformen – med alle de tekniske aspekter den indebærer – bør kunne afklares i folketingssalen, skriver Henrik Sass Larsen i et svar til Folketinget.
Her blev ministeren spurgt til, hvilken pulje, pengene til en folkeafstemning skal findes i. Hvortil ministeren altså svarer, at det efter hans opfattelse slet ikke bliver nødvendigt at finde nogen penge.
Thorning har sat kryds i kalenderen
Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) har ellers allerede afsat en dato i kalenderen til en folkeafstemning om patentdomstolen.
I sin åbningstale til et nyt folketingsår lod Helle Thorning-Schmidt vide, at hun er klar til at lade danskerne afgøre, om Danmark skal indgå i en EU-patentdomstol.
- Regeringen ønsker at vedtage denne sag i Folketinget. Men såfremt der ikke er opbakning til det fælles patentsystem fra fem sjettedele af Folketinget, vil der blive afholdt en folkeafstemning 25. maj 2014, sagde Helle Thorning-Schmidt.
EL og DF er imod
Danmark kan kun tilslutte sig EU-patentdomstolen, hvis der er et fem sjettedele flertal i Folketinget, eller hvis et flertal af danskerne stemmer ja ved en folkeafstemning.
I Folketinget er Enhedslisten og Dansk Folkeparti imod, og regeringen er afhængige af at få et af partierne med ombord, hvis en folkeafstemning skal undgås.
Senest har Dansk Folkeparti stillet krav om, at statsministeren skal invitere partiet til forhandlinger om den såkaldte velfærdsturisme i EU, hvis partiet på nogen måde skal lægge stemmer til en tilslutning til patentdomstolen.
Et tilbud, som Helle Thorning-Schmidt har afvist med henvisning til, at man ikke kan blande tingene sammen.
S: Vi handler ikke med heste
Socialdemokratiets erhvervsordfører Benny Engelbrecht siger, at svaret fra Henrik Sass Larsen på ingen måde strider imod regeringens opfattelse af situationen.
For intet er afgjort endnu.
- Jeg har noteret mig, at DF har sat deres egen deadline op. Og den kunne vi så imødekomme i en krejlerhandel, som man gør, når man står og handler med heste. Men nu har vi et forslag i salen, som hvert enkelt parti må tage stilling til, siger Benny Engelbrecht.
Men der er jo stor forskel på, om sagen skal afgøres i salen eller i befolkningen. Kan det passe, at Socialdemokratiet ikke endnu har en klar fornemmelse af, om man overhovedet kan nå DF i forhandlingerne?- Jeg vil gerne igen understrege, at det ikke er bestluttet, at den her sag skal til folkeafstemning. Det ved vi først, når partierne har stemt, siger Benny Engelbrecht.
Ifølge erhvervs- og vækstministeriet koster en folkeafstemning, i forbindelse med valget til Europaparlamentet i maj 2014, mellem 25 og 45 millioner kroner at afholde.