En ting er i hvert fald sikkert oven på denne uge i dansk politik: Det er slut med at tiltale oppositionens leder, Lars Løkke Rasmussen, med hans eget fortrukne øgenavn: Lille Lars fra Græsted.
Altså, den jordnære, beskedne og helt almindelige Lars. Men denne uge var helt ualmindelig. Først fik Venstres formand sagt i Folketingets spørgetid, at 2000 kroner ikke var noget videre. Jo, nogle kunne måske købe sig et par sko.
Dyre sko og dyre rejser
Og i går kom så redegørelsen om pengeforbruget som formand for udviklingsfonden Global Green Growth Institute (GGGI), der bliver støttet af danske bistandsmidler, og set i det lys gav det pludselig mening, at Løkke Rasmussen om tirsdagen ikke kunne se, at 2000 kroner var noget videre:
Forbruget har været enormt. Eller som Socialdemokraternes Pernille Rosenkrantz-Theill spydigt fik sagt om rejsevanerne: Der er popstjerner, superstjerner og så Lars Løkke Rasmussen.
Ekstra Bladet har gennemgået Løkkes femten rejser for GGGI-formand og ifølge avisen, så har flybilletterne alene i gennemsnit kostet 64.000 kroner på elleve af rejserne. Det er foregået på First Class, hvor der blandt meget andet serveres kaviar til 20.000 kroner kiloet.
Får politisk betydning
Og det får en politisk betydning. Det er jo ikke uden grund, at Venstre selv opfandt navnet Lille Lars fra Græsted.
Politikernes rådgivere elsker at skabe billeder af deres politikere, som almindelige, hårdtarbejdende og beskedne personer. Og det er da også derfor, at Helle Thorning-Schmidt af sine politiske fjender blev døbt Gucci Helle, da hun sad i Europaparlamentet og pludselig viste sig som en konkurrent.
Og sandheden bag Løkkes særegne påstand om, at de 2000 kroner for nogle mennesker knap rækker i en skobutik er, at det var et kluntet forsøg på at minde folk om, at Gucci Helle måske køber sko til mere end 2000 kroner. Den strategi er ødelagt. Luksus Løkke, som Ekstra Bladet nu har omdøbt ham, har overhalet Gucci Helle.
Ridser i den politiske troværdighed
Men en ting er den personlige fremtoning, en anden er den politiske troværdighed. Meget af Løkkes argumentation er hængt op på ord som "hver en krone må vendes". Og det er jo altid sympatisk.
Men lad os tage et eksempel på, hvor svært det bliver fra nu: I Venstres finanslovsforslag sparer Løkke 2,5 mia. kroner på udviklingsbistanden, og det sker med ordene: Det er krisetider, og når vi herhjemme laver reformer af kontanthjælpen og dagpengene, så må det også være rimeligt, at vi vender hver en krone i udviklingsbistanden.
Men hvordan forklarer han så, at han som formand for en fond, der netop skal hjælpe den tredje verden med grøn vækst, bruger så mange penge?
Hvordan forklarer han hele Venstres sparepolitik? Efterløn? Dagpenge? Kontanthjælp? Nulvækst? Vil han stadig sige, at "hver en krone skal vendes"? Hvad vil vælgerne tænke, når han næste gang skælder kommuner, regeringen og Dansk Folkeparti ud for at bruge for mange penge?
Forsøger at forklare sig
At Venstre godt selv ved, at den er gal var tydeligt at se i går. Da sagen først kom frem i lørdags i EB, svarede han journalisterne ganske kortfattet på Venstres landsmøde, og har siden afvist at sige noget. I går var tonen en anden. Han stillede beredvilligt op hos TV2 og forklarede, at reglerne nu er ændret: Nu rejser han billigere.
Han forklarede også, at det efterhånden var gået op for ham, at rejserne var dyre. Men, at det skulle tage elleve rejser til i gennemsnit 64.000 kroner, er en pæn lang indflyvning. Det er der også til næste folketingsvalg. Måske to år. Og det lyder underligt, men det kan formanden for Danmarks suverænt største parti være glad for.
Om denne sag er så stor, at der atter bliver vendt op og ned på dansk politik, er mere tvivlsomt, men den har i hvert fald gjort kampen mellem Thorning og Løkke mere spændende at følge.
Og så har vi ikke engang været inde på en anden af ugens store historier: Det hemmelige, mystiske brev…