Thorning løfter sløret for erhvervsskolereformen

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) løftede i sin åbningstale sløret for nye detaljer om erhvervsskolernes fremtid.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) slår tirsdag fast, at der kommer adgangskrav til erhvervsuddannelserne. Men hun siger også, at kravene ikke bliver rent boglige.

Det fortæller hun i sin åbningstale i Folketinget tirsdag middag.

Ifølge kravene skal de unge have minimum karakteren 2 i dansk og matematik ved folkeskolens afgangsprøve, eller også skal de have en aftale om en praktikplads med i tasken, når de starter på uddannelsen.

Helle Thorning-Schmidts åbningstale er i det hele taget spækket med detaljer om, hvilken retning regeringen vil trække erhvervsuddannelserne i.

Flere skal vælge erhvervsuddannelserne

Helt overordnet skal det simpelthen være mere attraktivt at vælge erhvervsuddannelserne frem for eksempelvis gymnasierne.

Det er regeringens mål, at 25 procent af de unge i 2020 vælger erhvervsuddannelserne. Og i 2030 skal det være 30 procent af en ungdomsårgang. Dermed skal niveauet tilbage til det, det lå på i starten af årtusindet

Regeringen præsenterer i morgen sit udspil om en erhvervsskolereform, og ud over adgangskravene, indeholder det en række tiltag, der skal gøre erhvervsuddannelserne attraktive for de unge igen.

Først og fremmest vil der være et basisår for alle elever, inden de skal vælge, om de vil være eksempelvis murer eller tømrer. Det er nemlig uoverskueligt for eleverne at skulle vælge mellem de omkring 110 erhvervsuddannelser, der findes i dag. Det er også derfor, der i fremtiden vil være fire indgange til erhvervsuddannelserne, i stedet for de 12, som findes i dag.

Det skal simpelthen være mere overskueligt at vælge erhvervsuddannelse.

Opdeling af unge og gamle

Når eleverne først er i gang med erhvervsuddannelserne, skal de have flere faste timer, end uddannelserne indeholder i dag.

I fremtiden skal hver undervisningsuge således indeholde mindst 26 timer, i stedet for de 20, der er i dag.

Der skal være mere holdopdelt undervisning, og de hold, som de unge skal gå på, vil være opdelt i ældre og yngre og elever.

Dermed oprettes også en uddannelse for elever, som er over 25 år.

Det skal være slut med, at unge på 16-17 år, som lige er gået ud af folkeskolen, går i skole sammen med de elever i 20'erne eller 30'erne, som er tilbage på skolerne for at videreuddanne sig.

Statsministeren fremhæver også de praktikcentre, som startede op i september, og som skal sikre, at de unge som starter på en uddannelse også kan afslutte den selvom de ikke har fundet et praktiksted.

De unge, som ikke kan komme ind på erhvervsuddannelserne på grund adgangskravene, bliver i stedet tilbudt et 10.-klassesforløb, der er direkte målrettet erhvervsuddannelserne.

Onsdag klokken 12 ventes undervisningsminister Christine Antorini at fremlægge hele regeringens reformudspil.

Se statsminister Helle Thorning-Schmidt løfte sløret for erhvervsskolereformen i sin tale ved Folketingets åbning i videoen i toppen af artiklen.