- I dag står Danmark både stærkere og tryggere end for to år siden. Stemningen er ved at skifte. Fra utryghed og krise til forsigtig optimisme. Danmark er tilbage på sporet.
Sådan sagde statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) i sin tale ved Folketingets åbning i dag.
Den traditionsrige dag indledes med gudstjeneste i Christiansborg Slotskirke, inden åbningen af tinget med kongefamilien på plads i sin loge.
2 i snit - eller praktikplads
Helle Thorning-Schmidt lægger i sin tale stor vægt på den længe ventede reform af erhvervsskolerne, som i dag kun tiltrækker 19 procent af de unge:
- Regeringen har sat det mål, at andelen i de kommende år skal øges, så det i 2020 er 25 procent af de unge. Og 30 procent i 2025, sagde statsministeren i sin tale.
Desuden lægger regeringen op til, at de unge enten skal have mindst 2 i gennemsnit i dansk og matematik - eller have en aftale om en praktikplads.
Og med regeringens sociale 2020-plan vil regeringen reducere antallet af hjemløse, narkorelaterede dødsfald og voldsramte kvinder samt forbedre forholdene for psykiske patienter
- Det er på tide, at et menneske med depression eller skizofreni bliver taget lige så alvorligt, som en patient med brækket ben eller KOL, sagde Helle Thorning-Schmidt fra Folketingets talerstol.
EU-afstemning - eller aftale på Christianborg
Thorning lagde desuden op til en reform af beskæftigelsesindsatsen, ligesom hun slog et slag for TogfondenDK til 28 mia. kroner, der skal sikre hurtigere tog mellem landsdelene.
Og dagens politiske nyhed: Thorning er klar til at lade danskerne stemme om EU's patentdomstol.
- Regeringen ønsker at vedtage denne sag i Folketinget. Men såfremt der ikke er opbakning til det fælles patentsystem fra fem sjettedele af Folketinget, vil der blive afholdt en folkeafstmening 25. maj 2014.
Det vil ske sammen med valget til Europaparlamentet.
Både Dansk Folkeparti og Enhedslisten har krævet en afsmning om EU's patentdomstol. Men sidste uge blødte DF op på sit krav - mod i stedet en afstemning om EU's bankunion.
Som afslutning på talen opfordrede Helle Thorning-Schmidt ikke mindst de unge til at tage stilling, når der er valg til landets byråd 19. november.
- I skal sørge for, at I bliver hørt - også den 19. november.
Og efter 44 minutter i folketingssalen sluttede den ny politiske sæsons første dag.
Se hele statsminister Helle Thorning-Schmidts åbningstale i videoen i toppen af artiklen.