Danske mænd har haft øremærket barsel før - med succes

I 1998 blev der indført to ekstra ugers barsel, øremærket til mænd. Det fik en tredjedel flere mænd på barsel.

Danske mænd har faktisk haft øremærket barsel før, og det var en stor succes. (Foto: © Claus Bech, Scanpix)

Dagen igennem har regeringens kursskifte i sagen om øremærket barsel til mænd, fået bølgerne til at gå højt. Skuffede tilhængerne peger på, at øremærket barsel får flere mænd til at tage en del af orloven.

Og der er noget om snakken. For faktisk havde de danske mænd i fire år - fra 1998 til 2002 øremærket barsel. Dengang blev barselsorloven forlænget med to uger til 26 uger, og de sidste to uger var øremærket til faren, skriver Information.

En klar succes

Og det fik mændene til at blive derhjemme med barnet, forklarer Anette Borchorst, der er ligestillingsforsker på Aalborg Universitet.

- Det var en meget klar succes, for andelen af mænd, der tog de to uger blev mere end tredoblet.

Konkret steg tallet for mænd på barsel fra syv til 21 procent.

Tendensen er nordisk

Og tendensen er den samme i de øvrige nordiske lande, siger Anette Borchorst. Når mændene får mulighed for mere barsel - så tager de den.

- Det tager nogle gevaldige hop, når man indfører øremærkning. Det skete i Danmark og det skete i Sverige, Norge og Island, siger Anette Borchorst.

Øremærkningen til mænd blev sløjfet i 2002, da barselsorloven blev udvidet til 52 uger, der i stedet kunne deles mellem de to forældre.