Politisk flertal: Undersøg NSA-overvågning af danskere

Regeringen har været for passiv i sagen om amerikansk overvågning af danskere, mener et flertal i Folketinget.

Nu skal der skabes klarhed over, hvor vidtgående NSA-overvågningen er i Danmark, mener et flertal i Folketinget.

Et flertal uden om regeringen vil nu presse justitsminister Morten Bødskov (S) til at pudse Datatilsynet på de store internetudbydere, der - måske - har hjulpet det amerikanske sikkerhedsagentur NSA med at overvåge alverdens borgeres færden på nettet.

Fra både højre og venstre kaldes justitsministerens ageren indtil nu alt for passiv:

- Justitsministeren har ikke foretaget sig noget, på trods af en lang række opfordringer fra politiske partier på Christiansborg, siger Venstres retsordfører Karsten Lauritzen.

Derfor er Venstre sammen med både Liberal Alliance, Dansk Folkeparti og Enhedslisten gået sammen om at kræve svar fra justitsministeren for at 'vride armen om på ham', forklarer Karsten Lauritzen.

Savner reaktion fra regeringen

Det skal skabe klarhed over, i hvor mange tilfælde oplysninger om danskere er blevet udleveret fra IT-virksomheder som Facebook og Google til andre myndigheder, især de amerikanske - og om den udlevering er i overensstemmelse med dansk lovgivning.

Og det arbejde skulle regeringen egentlig have sat i værk for flere måneder siden, mener Enhedslistens retsordfører Pernille Skipper:

- Vi lever i et frit og demokratisk samfund. Danske statsborgere skal ikke finde sig i at blive overvåget på må og få af en amerikansk efterretningstjeneste.

Minister: Det er ikke mit ansvar

Men justitsminister Morten Bødskov (S) melder hus forbi: Datatilsynet er uafhængigt, og han må ikke bede det om at tage sager op.

Han afviser også kritikken af, at regeringen har været for passiv:

- Både udenrigsministeren og statsministeren er aktive i sagen. Udenrigsministeren har rejst spørgsmålet over for sin amerikanske kollega, og statsministeren vil tage det op med præsident Obama, når hun mødes med ham i Stockholm i dag, siger han til DR Nyheder.

Datatilsynet ønsker ikke at udtale sig.