- Regeringen må vælge side. Enten laver den og de borgerlige partier en finanslov, som skaber job. Eller den vælger Enhedslisten, så danskerne skal betale mere i skat.
Det siger Venstres formand Lars Løkke Rasmussen, der er i en kronik i Berlingske Tidende søndag, skrevet sammen med de øvrige partiledere i blå blok, tilbyder regeringen en aftale om næste års finanslov.
Tilbud til regeringen
- Danmark har brug for at få brudt mønstret, siden regeringen kom til. Om efteråret har regeringen lavet finanslov med Enhedslisten og gjort det dyrere at være dansker. Så har den lavet reformer med os andre om foråret, siger Lars Løkke Rasmussen.
De borgerlige partier vil fremrykke skattelettelser i vækstpakken, reformere erhvervsskoler og lave en ny beskæftigelsespolitik.
- Hvis regeringen sendte et signal om, at man gerne vil løbe vækstpakken hurtigere i gang, ville det være et rigtig godt tillidsskabende signal, så man kunne komme i gang med finanslovforhandlingerne, siger Lars Løkke Rasmussen.
Skjuler ikke politisk uenighed
Han afviser, at de borgerliges finanslovudspil skjuler politisk uenighed. Venstre vil offentlig nulvækst, mens Dansk Folkeparti ønsker en vækst på 0,8 procent.
- Vi skjuler ikke nogen uenighed, Danskerne kan godt se forskel på de fire partier. Vort udspil er ikke et fælles nyt partigrundlag. Men i nullerne viste vi, at vi kunne arbejde sammen trods forskelligheder, siger Lars Løkke Rasmussen.
Det borgerlige udspil er ikke politisk taktik, som skal trække tæppet væk under regeringen ved at udelukke dens støtteparti, fastslår han.
- Hvis vi laver en finanslovaftale, så stemmer vi den igennem, sammen med regeringen. Så overlever den en finanslovafstemning. Men vi bliver aldrig regeringens parlamentariske grundlag, siger Lars Løkke Rasmussen.
/ritzau/