Danmark skal gå med i kampen for at få bremset velfærdsturisme i EU.
Sådan lyder budskabet fra de Konservative, der torsdag og fredag holder sommergruppemøde.
Opfordringen kommer efter, at Storbritannien, Tyskland, Holland og Østrig har dannet fælles front og ytret ønske om at få undersøgt mulighederne for at opsætte værn mod de såkaldte velfærdsturister, der kommer til rige lande for at modtage velfærdsydelser som for eksempel SU.
Gået for vidt
- Det er gået for vidt, vi har set nogle domme, der betyder, at der er stor risiko for, at vi underminerer vores velfærdsydelser, fordi man kan komme til Danmark og modtage velfærdsydelser, uden man egentlig har gjort sig fortjent til det, siger den Konservative formand, Lars Barfoed, der henviser til domme fra EU, der betyder, at flere EU-borgere har ret til dansk SU og børnecheck.
De fire EU-landes indsats har foreløbig været med begrænset succes, fordi arbejdskraftens og borgernes fri bevægelighed er et grundprincip i EU, som det er svært at pille ved.
Bevare fri bevægelighed
Men ifølge Lars Barfoed er det ikke umuligt.
- Jeg tror ikke, det kommer til at betyde en traktatændring. Nu har de fire lande i fællesskab rettet henvendelse til kommissionen for at få ændret et direktiv. Jeg tror godt, man kan sikre fri bevægelighed, men alligevel sige, at der må være en grænse for, hvor mange og hvilke velfærdsydelser, man kan få, siger Lars Barfoed.
Også Dansk Folkeparti har opfordret regeringen til at bakke op om initiativet imod velfærdsturisme.