Rigsrevisionen vil i dag fremlægge en rapport med massiv kritik af Skat. Det sker, fordi Skat i 2011 har lavet fejl i tre ud af fire vurderinger af parcelhuse. I 41 procent af tilfældene var vurderingen for høj og i 34 procent for lav alene når man kigger på året 2011, erfarer DR Nyheder.
Men sagen går helt tilbage til 2003, hvor Skat og Skatteministeriet overtog ejendomsvurderingerne fra kommunerne. Og Skat har fra starten været klar over, at der var problemer på området, og i 2011 opfordrede Rigsrevisionen Skat til at få styr på vurderingerne.
En alvorlig sag
- Det er en meget alvorlig sag. Den går helt tilbage til 2003, og vi ved, at der løbende har været diskussioner om de her ejendomsvurderinger. Flere gange har man rettet henvendelse til skatteministeriet om, at det ikke har været i orden, og alligevel finder man fejl, siger Bjarne Steensbeck, som DR's politiske analytiker.
- For borgerne har også tidligere klaget, og nu går Rigsrevisionen så ud og siger, at de her klager ikke er blevet behandlet efter gældende forvaltningsregler.
Rigsrevisionen vil i sin kritik i dag ikke pege på, hvem der har skylden.
Pilen på seks skatteministre
Så hvem peger pilen på nu?
- Den peger på de skatteministre, der har siddet på minister-posten i de sidste 10 år. Den skatteminister, der har siddet længst, er Venstres Kristian Jensen. Men pilen peger bestemt ikke kun på ministrene - den peger i høj grad også på embedsmændene og systemet, siger Bjarne Steensbeck.
Den borgerlige regering blev væltet i 2011 - så er det mest hos de borgerlige, vi skal kigge efter et ansvar?
- Helt klart. I de næste dage vil den nuværende regering igen og igen sige, at vi har en politisk dagsorden, der handler om borgernes penge og ikke mindst respekt for borgernes penge. Og så er det ingen sag gang på gang at oprulle sagen her - som ikke kun har betydning for din ejendomssskat, den har også betydning for din grundskyld og din tingslysning og arveafgift.
Gefundenes Fressen
- Det her er Gefundenes Fressen for en socialdemokratisk ledet regering, fordi en del af sagen her peger tilbage til en tid, hvor de borgerlige sad på magten. Det er helt sikkert, at regeringen vil forsøge at vælte sagen her over i den borgerlige lejr, siger Bjarne Steensbeck.
Men der er også socialdemokratiske skatteministre, der har siddet på hænderne, siden Helle Thorning-Schmidt satte sig i statsministerkontoret. Det er Thor Möger Pedersen og den nuværende skatteminister Holger K. Nielsen.
Hvordan kan de have ansvaret for, hvordan et tilfældigt hus i en tilfældig gade er blevet vurderet?
- De har ansvaret for det system, som lavet ejendomsvurderingerne. Når tre ud af fire er vurderet forkert, så fungerer systemet nok ikke lige efter bogen. Og eftersom der tidligere har været kritik, har Rigsrevisionen endnu en gang valgt at tage det her op. For spørgsmålet er: Tager man retspraksis alvorligt?, lyder det fra Bjarne Steensbeck.