Liberal Alliance holder i disse dage sommergruppemøde. Det er typisk møder, hvor de politiske partier afprøver nye idéer og forsøger at sætte dagsordenen forud for Folketingets åbning.
Og fredag klokken 14 inviterer Liberal Alliance medierne indenfor til pressemøde. Stedet er i år det kontroversielle gartneri Alfred Pedersen og Søn, der ligger lidt uden for Odense. Gartneriet er kendt for Alfred og Katrines Tomater og har været omdiskuteret på grund af ulovlig brug af østeuropæisk arbejdskraft.
Presses af danske afgifter
I en pressemeddelelse gør Liberal Alliance det klart, at gartneriet er en virksomhed, der presses af de høje danske afgifter og derfor er nødt til at placere sin næste investering på 120 millioner kr. i Sverige. Her er vilkårene for at drive gartneri nemlig meget bedre, fortæller partiet.
Blandt andet fordi lønomkostningerne og energiafgifterne er lavere på den anden side af sundet. Her har Alfred Pedersen og Søn i forvejen et gartneri, som altså nu skal udvides.
Ulovlige lønninger i gartneri
Alfred Pedersen og Søn har sammen med det vikarbureau, som hyrede østeuropæerne, haft flere sager fra 3F på halsen, fordi de østeuropæiske arbejdere er blevet underbetalt. I december sidste år betalte gartneriet 464.000 kroner for lønsnyd i et forlig med 3F.
Kort efter blev vikarbureauet begæret konkurs af SKAT. Men nu samarbejder gartneriet igen med ejeren af vikarbureauet Erik Mørk.
150 sæsonarbejdere i år
På gartneriet ved Odense arbejder 110 sæsonarbejdere, der primært kommer fra Østeuropa. De er hyret af Erik Mørks nye vikarbureau, og det samme gælder for de 40 sæsonarbejdere, som igen primært er østeuropæere, der arbejder på Alfred Pedersen og Søns gartneri i Sverige.
Men ifølge direktør for gartneriet Mads Pedersen foregår det nu til en ordentlig løn.
- Sagerne med 3F er afsluttet, og i dag er der styr på lønningerne, så alle får det, de retmæssigt skal i forhold til overenskomsten, siger han.
Om det fortsatte samarbejde med Erik Mørk og hans nye vikarbureau siger Mads Pedersen:
- For at han skulle betale sine bøder, og så vi havde hånd i hanke med ham, og så han kunne betale, det han skulle, så fortsatte vi samarbejdet med ham, siger Mads Pedersen.
S: uforståeligt
Og valget af Alfred Pedersen Og Søn som platform for affyringen af politiske visioner er faldet Ane Halsboe-Jørgensen for brystet. Hun er næstformand i den socialdemokratiske folketingsgruppe og partiets ordfører for social dumping.
- Jeg forstår ikke, at det er det, som Liberal Alliance vælger at fremhæve som deres model for en god virksomhed, siger Ane Halsboe-Jørgensen.
Men kritikken har ikke noget på sige, mener Simon Emil Ammitzbøll, der er politisk ordfører i Liberal Alliance.
Jeg forholder mig sådan set ikke til, hvad der er sket i fortiden. Jeg har det indtryk, at man har gældende løn og arbejdsvilkår på gartneriet, og det er det, der interesserer mig, siger han.