Regeringen har et medansvar for Produktivitetskommissionens fejl, fordi den har fastsat en for snæver tidsramme. Det mener Asbjørn Sonne Nørgaard, der er professor i statskundskab på Syddansk Universitet.
- Det er en vanskelig opgave at arbejde halvandet år og så stille forslag til, hvordan samfundet skal ændres i stort og småt, for at det kan blive mere effektivt, siger han.
Kommissionen blev nedsat i foråret 2012, og skal afslutte sit arbejde og komme med sin rapport senere i år.
Skader troværdigheden
Samtidig siger Asbjørn Sonne Nørgaard, at troværdigheden er i fare, når den begår så alvorlige faktuelle fejl som dem, Berlingske i dag kan afsløre. Kommissionen åbner nemlig en unødvendig mulighed for kritik.
- Det glade budskab er jo ikke så glad et budskab set fra andre aktører, som skal spare, eller som mister et privilegium. Så det er helt forventeligt, at det her giver debat.
Berlingske kan i dag fortælle, at Produktivitetskommissionen har lavet flere faktuelle fejl i en delrapport om effektivisering af transport- og postområder.
Blandt andet antager kommissionen, at baneafgiften for godstransport i Danmark er dobbelt så høj som i Tyskland, mens den i virkeligheden er halvt så høj. Desuden kommer kommissionen med flere anbefalinger, som vil være i direkte strid med EU-lovgivning.