De mange tusinde hænder, der skal bruges de kommende år til anlægsprojekter som Metro Cityringen i København, Femern Bælt-forbindelsen og Aarhus Havn, bliver i høj grad fundet i udlandet.
Det vurderer konsulenthuset Cowi i en rapport.
Men det skal vi ikke være så bekymrede over, lyder det fra flere partier på Christiansborg:
- Personligt er jeg ikke bekymret. De udenlandske virksomheder skal selvfølgelig arbejde på danske løn- og ansættelsesvilkår. Men i takt med at udenlandske virksomheder kan byde på opgaver i Danmark, kan danske virksomheder også byde på opgaver i udlandet, siger de radikales fungerende politiske ordfører, Rasmus Helveg Petersen, til dr.dk.
Han minder om, at vi i 2008 selv havde stor gavn af at kunne importere udenlandsk arbejdskraft, da det danske arbejdsmarked overophedede, og danske lønninger steg voldsomt.
Også de konservative ser flere fordele end ulemper og minder som de radikale om danske virksomheders tilsvarende muligheder i udlandet.
- Og så skal man jo også huske, at store anlægsprojekter skaber job i følgeerhvervene. Uanset hvem der får opgaverne, vil et kæmpe projekt som Femern-forbindelsen løfte hele området, da de mange ansatte vil efterspørge overnatning, restauranter osv. Det er som ringe i vandet, siger de konservatives Benedikte Kiær.
Unfair konkurrence
Alt sammen meget godt, men problemet er jo konkurrencevilkårene, lyder det fra Enhedslisten og Dansk Folkeparti.
- Problemet er, at konkurrencen ikke foregår på fair vilkår. Når udenlandske virksomheder kommer hertil og kan arbejde til 60-80 kroner i timen, så skaber det jo en unfair konkurrence i forhold til de danske virksomheder, der arbejder efter overenskomsten, siger Enhedslistens arbejdsmiljøordfører, Henning Hyllested.
Problemet er, at de store anlægsprojekter skal i EU-udbud, hvorfor regeringen ikke har meget manøvrerum, mener man hos Dansk Folkeparti.
DF: Hvert land burde have sine regler
- Folk, der flytter til Danmark for at arbejde, efterlader jo ofte familien i hjemlandene. Og så de kan knokle løs, mens de er her og ikke har en familie, de skal hjem til om aftenen. Så ud over at lønningerne er lavere ude, men når man er væk fra familien, har man bedre tid til at arbejde mere, siger DF's ordfører, Martin Henriksen, til dr.dk.
Enhedslistens og SF's modeller med arbejdsklausuler til entreprenørerne og såkaldt kædeansvar (for alle led i projektets kæde) er blot en lappeløsning, mener DF:
- Men jeg vil ikke lukke nogen døre. Den bedste løsning ville imidlertid være, at hvert land kunne stille de krav, man ville. Alternativt at der blev stillet krav til, at lønniveau i det EU-land man kom fra skulle have samme niveau som det land, man kommer til, siger Martin Henriksen.