Danmark må stramme adgangen til SU, fordi EU-domstolen giver børn af løsarbejdere ret til SU. Det siger uddannelsesminister Morten Østergaard (R).
Han orienterede fredag partierne bag SU-reformen om de seneste EU-domme, hvorefter et flertal i Folketinget endeligt vedtog den. Men selvom reformen nu er vedtaget, skal den nok justeres efter sommer. Foreløbig venter man på, at EU-domstolen afgør en principiel sag 18. juli.
- Vi afventer den dom med et lidt bredere perspektiv, som falder midt i juli. Den kan bidrage til, at vi kan finde en samlet løsning på, hvordan vi indretter vores SU, så den går til de formål, den var tiltænkt, siger Morten Østergaard.
Sidste år fik kun 40 børn af udlændinge dansk SU.
Muligt at stramme reglerne
Nu skal udlændinge som eksempelvis polske håndværkere arbejde to år i Danmark, før deres børn kan hæve SU, når de fylder 18 år. Folketinget kan dog ifølge professor, dr.jur. Kirsten Ketscher fra Københavns Universitet forlænge fristen til fem års arbejde.
Hendes udlægning interesserer uddannelsesministeren.
- Den nye dom er interessant, fordi EU-domstolen anviser muligheden for at lave andre værnsregler end det bopælskrav, som (det dømte EU-land) Luxembourg havde. Vi har en værnsregel om arbejde i to af de seneste 10 år, siger Morten Østergaard.
Danske studerende skal sikres
- Dommen peger på, at man i stedet kan stille krav om, hvor længe man har arbejdet, op til fem år. Det er interessant for vandrende arbejdstagere. Men dommen i juli handler om ikke-erhvervsaktives ret til at hæve SU, påpeger Morten Østergaard.
Ved EU-domstolen har Danmark gjort indsigelse i begge sager, så danske studerende fortsat kan tage deres SU med til udlandet uden at åbne en ladeport i statskassen
- Det giver grundlag for at tro, at EU-domstolen i kommende domme vil være mere opmærksom på, at reglerne anvendes i den ånd, de er skabt, siger Morten Østergaard.
/ritzau/