Millioner til nedrivning af huse er fordelt

66 kommuner har fået del i de 200 mio. kr., der i år er afsat til landsbyfornyelse.

Sådan ser mange huse i landdistrikterne ud: Tomme og faldefærdige.

En lang række øjebæer i det danske landskab vil nu blive revet ned.

Det står klart, efter at 66 kommuner har fået del i en særlig pulje på 200 millioner kroner i 2014, som regeringen har afsat til landsbyfornyelse.

- Når vi river faldefærdige huse ned, er det fordi, vi har et stort behov for at få fornyet landsbyerne og skabt flere job i vores landdistrikter, siger minister for by, bolig og landdistrikter Carsten Hansen (S) til DR Nyheder.

400 mio. over to år

70 kommuner har haft mulighed for at søge penge i puljen, fordi de har byer med under 3.000 beboere eller åbent land. 66 af dem har afleveret en ansøgning og får nu penge.

I alt er der afsat 400 millioner, der årligt fordeles til kommunerne i 2014 og 2015. Det skete i forbindelse med forhandlingerne om Vækstplan DK i foråret.

- Vi gør det her for at få ryddet op og undgå at få flere "Låsby-Svendsen-typer", der lejer huse ud til sociale nomadefamilier, siger Carsten Hansen.

Sjælland og Syddanmark hårdest ramt

I en rundspørge fra Kommunernes Landsforenings blad Momentum fra maj 2012 anslog de 78 kommuner, der svarede, at de havde 10.200 huse, der er mere end parate til at blive revet ned.

Dengang blev det vurderet, at Lolland, Vordingborg, Guldborgsund, Thisted og Tønder havde mest behov for penge til nedrivning. Det afspejler sig nu i fordelingen af de 200 millioner kroner.

Region Sjælland og Region Syddanmark får henholdsvis 55 millioner kroner og 52,6 millioner kroner. Guldborgsund Kommune er topscorer med 9,4 millioner kroner tildelt.

Professor Gunnar Lind Haase fra Center for Landdistriktsforskning i Esbjerg har tidligere udtalt, at puljen ikke for alvor batter for udviklingen i yderområderne.

- Det er jo netop en nedrivningspulje og ikke en opbygningspulje. Det, der ville kunne gøre en forskel, er jobskabelse. Men det kan man naturligvis ikke lave for 200 millioner kroner om året, sagde han til DR Nyheder.

Se hele interviewet med Carsten Hansen her: