I søndagens sankthansudgave af Deadline holdt værten Martin Krasnik en båltale, der var målrettet statsminister Helle Thorning-Schmidt og Venstres formand Lars Løkke Rasmussen.
- Jeg har nu i månedsvis spurgt jer begge, om I ville komme ind til mig i studiet, men I vil ikke. I skal altid noget andet præcis den aften. Men kom dog her ind og fortæl om det hele. Fortæl, så vi kan redde jer fra jeres egne historier, lyder den indledende opfordring fra Martin Krasnik.
Det må være rædsomt for dig, Helle
Derefter står Helle Thorning-Schmidt og Lars Løkke Rasmussen ellers i kø til et par verbale øretæver fra Deadline-værten.
- Uanset hvad du gør, er der ingen, der rigtig kan lide dig (...) Alle ved endda, at en del af dine partifælder hellere vil af med dig inden næste valg. Det må være rædsomt for dig, siger Martin Krasnik om statsministeren, inden det er Lars Løkke Rasmussens tur.
Hvorfor gør du det, Lars?
- Du har kun én eneste modstander - det er næsten smukt - det er dig selv. Kun du kan tabe det hele på gulvet, og faktisk går du allerede nu og lyder som en, der allerede har tabt det hele. Hvorfor gør du det, Lars?, siger Martin Krasnik, inden det er tid til at fælles ørefigen.
- Helle og Lars, I er simpelthen hovedpersoner i to parallelle taberhistorier, og det kan vi ikke være tjent med, og det kan I heller ikke. Vi har alle sammen fortjent mere og bedre. Lad os sammen omskrive jeres historie. Fortæl os, hvad I virkelig brænder for, lyder opfordringen.
Se hele Martin Krasniks båltale i videoen i toppen af artiklen.