Flertal regner med Henrik Dam i Rejsekort-sag

Der er ikke politisk flertal for at tvinge minister til at stoppe udfasning af klippekort.

Der er ikke politisk flertal for at tvinge transportminister Henrik Dam Kristensen til at forlænge levetiden for klippekort i Hovedstadsområdet. (Foto: © Lars Svankjær)

Først i næste uge bliver det afgjort, om pendlere og andre rejsende i Hovedstadsområdet fortsat skal kunne købe nye klippekort eller i stedet skal bruge det nye Rejsekort.

Enhedslisten kan nemlig ikke samle flertal i folketinget for tvinge ministeren til at lade salget af klippekort fortsætte efter den 1. juli, hvor det efter planen skulle stoppe.

Partiet er ellers bekymret over computerproblemer, der i øjeblikket plager kortet. Og derfor har partiet forud for et møde på torsdag i transportudvalget foreslået de øvrige partier, at de skriver under på en beretning, der kræver at klippekort-salget fortsætter, til Rejsekortet fungerer.

Oppositionspartier afviser

Men det afviser både Venstre, Konservative og Liberal Alliance med den begrundelse, at transportordførerne har et møde om Rejsekortet med transportminister Henrik Dam Kristensen i næste uge, nemlig den 25. juni.

- Der er ikke grund til at gå ud og true med beslutningsforslag og beretninger, når regeringen viser vilje til at løse det her, siger Venstres ordfører Kristian Pihl Lorentzen til DR Nyheder.

- Nu er det indlysende klart, at der er store problemer, så jeg har klare forventninger om, at ministeren kommer med en løsning, siger Liberal Alliances ordfører Leif Mikkelsen.

Regner med reaktion

Mødet i næste uge falder dagen efter, at Rejsekort A/S har lovet, at de aktuelle problemer med som passager at kunne følge med i sit Rejsekort-forbrug skal være løst. Og på selve mødet vil transportminister Henrik Dam Kristensen redegøre for, om kortet så fungerer efter hensigten. Venstre, Konservative og Liberal Alliance regner med, at ministeren selv reagerer, hvis det ikke er tilfældet.

- Det bliver kaotisk, hvis man afskaffer de nuværende ordninger - herunder klippekortet - inden de nye systemer virker, siger Kristian Pihl Lorentzen fra Venstre.

Eneste parti, der ligesom Enhedslisten ønsker at tvinge ministeren til at lade klippekort-salget fortsætte, er Dansk Folkeparti. Transportordfører Kim Christiansen stoler nemlig ikke på, at passagererne kan være trygge ved Rejsekortet fra næste uge:

- Vi har haft utallige møder med ministeren og Rejsekortet, uden at problemerne er løst. Så jeg er ikke optimist. Det vil være sund fornuft at give os selv og Rejsekortet lidt mere tid, siger han.