Folketinget vil tirsdag morgen blive mørklagt med store mørke bannere.
Mørklægning sker som del af en sidste protest mod den nye offentlighedslov, som et bredt flertal i Folketinget forventes at vedtage i dag.
Under dagens afsluttende debat om den udskældte offentlighedslov har foreningen Mørklægningsministeriet fået lov til at blokere vinduerne.
Ingen kan se, hvad der sker på Christiansborg
- Det er for at visualisere, at nu bliver der mørklagt både udefra og indefra. Der er ingen, der kan se, hvad der foregår inde på Christiansborg længere, siger Anja Katrine Søndergaard, talsperson for Mørklægningsministeriet.
Kritikken af manglende gennemsigtighed deles inde i salen af Liberal Alliance, Dansk Folkeparti og Enhedslisten.
Men et bredt flertal i Folketinget bestående af regeringspartierne, Venstre og de konservative vil stemme for loven i dag.
S: Samlet set åbner vi op
Loven har fået meget mere kritik end fortjent, mener Julie Skovsby, medlem af retsudvalget for Socialdemokraterne.
- Samlet set, så mener jeg, at der er tale om mere åbenhed. Der er også nogle begrænsninger, i forhold til hvad vi kender i dag. Men samlet set, så mener jeg, at vi åbner op, og det bliver nemmere at søge aktindsigt, og der bliver flere områder, hvor man kan søge aktindsigt, siger Julie Skovsby.
85.000 underskrifter mod loven
Mørklægningsministeriet håber dog til det sidste, at protesterne, og ikke mindst 85.000 underskrifter mod loven, kan rykke noget.
- Når der har været så massiv modstand mod et lovforslag, så synes jeg altså lige politikerne bør genoverveje, siger Anja Katrine Søndergaard.
Mørklægningen vil blive udført med to mørke bannere på 7 gange 3 meter, der hænges op foran folketingssalens vinduer under debatten og afstemningen om offentlighedsloven.
Fej hemmeligheder ind under gulvtæppet
Foreningen Mørklægningsministeriet vil også opstille et kontor med bord, stol og gulvtæppe og give forbipasserende ved Christiansborg Slotsplads mulighed for at skrive en hemmelighed på et stykke papir og derefter feje den ind under gulvtæppet.