I dag skal udenrigsminister Villy Søvndal (SF) i åbent samråd i Folketingets Retsudvalg. Her skal han svare på spørgsmål om den kritik, den internationale samarbejdsorganisation OSCE sidste uge rejste af offentlighedens adgang til information i Danmark.
I onsdagens udgave af TV-Avisen undrede finske eksperter sig over den danske offentlighedslov.
Og vi er meget lukkede herhjemme, siger mediejurist Oluf Jørgensen, forskningschef ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i Aarhus. Han er midtvejs i et forskningsprojekt, der sammenligner offentlighedslove i de fem nordiske lande.
- Vi er lukkede og har været det længe, når det drejer sig om den øverste statsadministration. Allerede den gældende lov har en undtagelse for beslutningsgrundlaget for ministre og for regering, siger Oluf Jørgensen.
Torsdag andenbehandler Folketinget forslaget til den ny, flittigt kritiserede offentlighedslov.
Tilgængelige efter 20 år
Lukketheden i systemet bliver udbygget med den ny lov, siger Oluf Jørgensen:
- Her trækker man ordførerkredsen ind i det lukkede rum. Sådan at embedsmænd, der laver dokumenter som grundlag for de politiske aftaler mellem ministre og ordførere - sådanne dokumenter kan også undtages.
Lukketheden gælder selv efter lovforslag er både fremsat og vedtaget af Folketinget. Først efter 20 år, jævnfør arkivloven, er dokumenterne tilgængelige.
Foreløbig har 84.000 danskere underskrevet en protest mod den ny offentlighedslov.
Læs kritikken fra OSCE her.