Når regeringens ministre holder taler, udtaler sig til tv og dagblade eller skriver debatindlæg, så er der i langt højere grad end tidligere en spindoktor, der har haft en finger med i spillet.
Ministrenes særlige rådgivere har fået langt mere politisk indflydelse i løbet af de seneste ti år, lyder det i Betænkning om ministrenes særlige rådgivere, som blev offentliggjort torsdag.
- Den mest iøjnefaldende ændring siden 2003 er, at ministrene i 2012 i betydelig højere grad end før får bistand til løsningen af deres partirelaterede opgaver med taleskrivning, kontakt til partiorganisationen og valgkredsen samt i forbindelse med deltagelse i møder i partiregi.
Politisk-taktisk rådgivning
Sådan lyder det fra det ekspertudvalg, som har set ministrenes brug af spindoktorer efter i sømmene. Arbejdet blev sat i gang efter Helle Thorning-Schmidts skattesag.
Konklusionen lyder blandt andet, at de særlige rådgivere er gået fra at rådgive om forholdet til pressen til i højere grad at være med på råd i forhold til det politiske indhold og nu bistår ministrene med politisk-taktisk rådgivning.
Men de særlige rådgivere er nødvendige for ministrene, som er udsat for et stigende pres fra medierne, og de opfylder en vigtig rolle i det politiske system, konkluderer udvalget.
Det skyldes blandt andet, at deres helt åbenlyse funktion som særlig støtte for ministeren gør det lettere at holde embedsmændene politisk neutrale.
- Hvis de opgaver, de særlige rådgivere varetager, alle skulle varetages af det almindelige embedsværk, ville det efter udvalgets opfattelse kunne belaste det almindelige embedsværks status som partipolitisk neutralt, lyder det.
Ministrene i S-R-SF-regeringen har alle valgt at ansætte særlige rådgivere.
Flertallet af ministrene har én rådgiver, mens ministre, der deltager i regeringens økonomiudvalg eller koordinationsudvalg, har to særlige rådgivere, og det er et passende antal, lyder det.
Hvis antallet øges, vil det kunne rykke balancen mellem den rådgivning, ministeren modtager fra de særlige rådgivere, og den rådgivning, ministeren modtager fra det almindelige embedsværk.
- Med et større antal særlige rådgivere per minister vil der således kunne blive tale om en glidende udvikling i retning af et anderledes centraladministrativt system svarende til systemer med politiske kabinetter, statssekretærer, viceministre med videre, lyder det.
I kølvandet på Helle Thornings skattesag vedtog et enigt folketing tilbage i december 2011, at reglerne for ministres brug af spindoktorer skulle granskes.
/ritzau/