SFs formand Annette Vilhelmsen vil drøfte med Enhedslisten, at mange ledige mister dagpenge. Det siger hun kort før statsminister Helle Thorning-Schmidt holder sit ugentlige pressemøde i Statsministeriet.
- Jeg konstaterer som i min 1. maj tale, at der er et stort problem, som ikke er løst, siger Annette Vilhelmsen.
Flere S-folketingsmedlemmer taler nu også åbent for, at regeringen bør hjælpe de mange tusind danskere, der riskerer at falde ud, og dermed stiger presset på statsministeren.
Ingen konkrete forslag
Annette Vilhelmsen vil dog ikke drøfte konkrete forslag til, hvordan man skal ændre på dagpengene.
Socialdemokraternes politiske ordfører Magnus heunicke ville tirsdag formiddag heller ikke kommentere den svenske model, som Dansk Metals formand Claus Jensen har foreslået.
Med modellen kan ledige optjene dagpengeret på et kvartal mod nu et år, mens de kun kan få dagpenge i halvandet år mod nu to år. På SF's nylige landsmøde betvivlede Annette Vilhelmsen visdommen i at halvere dagpengeperioden til to år i en krisetid.
For barsk
Det var "for barsk", lød det fra Annette Vilhelmsen.
Samtidig noterede SF's landsmøde, at problemet med ledige ikke er løst trods regeringens tre akutpakker, senest med uddannelse til langtidsledige, som falder ud af dagpengesystemet. De kan få kontanthjælp, hvis de uddanner sig.
/ritzau/