En uge efter frigivelsen af to danske gidsler og deres filippinske kolleger fra Somalia deltager udenrigsminister Villy Søvndal (SF) og udviklingsminister Christian Friis Bach (R) tirsdag i en international Somalia-konference i London.
Det er første gang, at det samlede internationale samfund på politisk niveau møder en somalisk regering valgt i Mogadishu.
Udenrigsministeren og udviklingsministeren annoncerer på konferencen en her-og-nu støttepakke til Somalia på 75 millioner kroner, og pengene skal bruges på sikkerhed, retsvæsen, regeringen og uddannelse.
- Der har den seneste tid været positive udvikling i Somalia. De militante islamister i al Shabaab er trængt i defensiven og piratangrebene er dramatisk reduceret - blandt andet takket være den sømilitære indsats, som vi bidrager til, siger Villy Søvndal.
Han fortsætter:
- Det kræver handling her og nu at holde Somalia på ret kurs. Vi må ikke tabe fremskridtene på gulvet. Vi lader handling følge ord med en her-og-nu-støttepakke.
Cameron vært for konference
Ifølge udviklingsminister Christian Friis Bach er der brug for en kraftanstrengelse, et klap på skulderen og en håndsrækning til den nye regering.
- Somalia har efter 20 år med krig og kaos, pirater og terrorister fået en skrøbelig sikkerhed i store dele af landet og en præsident. Det er nu, vi skal engagere os. Vi ved, vi løber en risiko, men risikoen, ved ikke at gøre noget, er langt større, siger han.
Den britiske premierminister David Cameron er sammen med Somalias præsident Hassan Sheikh Mohamoud vært for konferencen.
De inviterede 54 lande og internationale organisationer vil drøfte de mest akutte udfordringer for at sikre den fortsatte stabilisering og udvikling i Somalia.
/ritzau/