De praktiserende lægers formand, Henrik Dibbern, er overbevist om, at der vil komme perioder, hvor patienterne ikke kan komme til lægen, hvis det kommende regeringsindgreb ændrer på familielægeordningen.
- Vi er jo nødt til at tale med hver kollega, fordi vores fagforeningn ikke kan sige til medlemmerne, at de skal gøre noget bestemt. Der er tale om 3.600 selvstændigt erhvervsdrivende, der driver 2.000 virksomheder, siger han.
Og lægerne er vrede. Det kan Henrik Dibbern se inde på et debatforum, hvor 1.000 læger debatterer. Især er fokus at meget tyder på en aftale mellem regionerne og regeringen, så regionerne reelt ikke behøvede at forhandle, fordi regeringen nok skulle lovgive.
Ingen lukker i dag
- Ingen lukker praksis i dag. Vi har endnu ikke set lovforslaget og vi har heller ikke set regionernes opsigelse af vores overenskomst, siger Henrik Dibbern.
- Det kommer an på, hvad vi bliver udsat for, og hvor hurtig kommunikationen ud til den enkelte læge kan komme på plads. Hvis indgrebet kommer til at gå ind over den periode, hvor vores aftale stadig virker må vi reagere, siger han.
Et nødberedskab skal sikre, at patienterne får den nødvendige lægehjælp.
- 83 procent af lægerne arbejder ikke i almen praksis, det er for eksempel læger på sygehuse, så jeg regner med, at regionerne har etablere anden lægehjælp til folk. Jeg tror, at regionerne mener, at de sagtens kan løse vores opgaver, siger Henrik Dibbern.