Regeringens bagland siger nej til ny offentlighedslov

Lokalformænd hos S, R og SF er imod forslaget om at skrue ned for offentlighedens aktindsigtsmuligheder.

Justitsminister Morten Bødskov (S) presses nu hårdt af alle regeringens baglande om den ny offentlighedslov. (Foto: © Torkil Adsersen /Scanpix)

De tre regeringspartier er ude at trit med deres politiske baglande, når de med en ny offentlighedslov vil mørklægge dele af ministrenes og Folketingets arbejde.

Det viser en rundspørge, som Jyllands-Posten har foretaget blandt 288 socialdemokratiske, radikale og folkesocialistiske lokalformænd. Over halvdelen har svaret.

75 procent af de 157 lokalformænd, som har svaret, er imod regeringens forslag om at lukke for aktindsigt i korrespondance mellem ministerier og mellem et ministerium og en styrelse, når ministeren har eller vil få behov for rådgivning.

Kun 13 procent støtter forslaget.

Alvorlig udvikling

- Undersøgelsen tyder på, at regeringen er ude af trit med sit politiske bagland, siger valgforsker Rune Stubager fra Aarhus Universitet til Jyllands-Posten.

- Det er alvorligt, fordi det kommer midt i en række andre politiske tiltag, hvor regeringspartierne jokker godt og grundigt på deres kernevælgere og deres ønsker, tilføjer han.

Begrundelsen for den nye paragraf 24 er, at ministre har behov for et frirum til at modtage rådgivning i fortrolighed, skriver Jyllands-Posten.

Den tiltagende kritik af den nye offentlighedslov gør indtryk på regeringspartierne, som dog ikke har ændringer af lovforslaget på tapetet.

Se interviewet, hvor Martin Krasnik spørger justitsministeren 14 gange uden at få svar.

/ritzau/