Det kan for mange kontanthjælpsmodtagere fortsat ikke betale sig at arbejde, derfor er der ikke tale om en egentlig reform, men kun en justering af kontanthjælpen.
Det mener arbejdsgiverne i henholdsvis Dansk Erhverv og Dansk Arbejdsgiverforening.
- Vi havde gerne set, at der var langt mere fokus på incitamentsproblemet for kontanthjælpsmodtagere. For en stor gruppe er afstanden mellem kontanthjælp og almindelig lønindkomst fortsat for lille, siger Laurits Rønn, direktør i Dansk Erhverv.
Derfor så Dansk Erhverv gerne, at kontanthjælpsloftet blev genindført, så den samlede kontanthjælp inklusive tilskud til husleje, børnepasning ikke kan overstige en fastlagt grænse.
Ringe gevinst ved arbejde
Jublen er også til at overse i Dansk Arbejdsgiverforening (DA).
- Aftalen er helt utilstrækkelig for kontanthjælpsmodtagere på 30 år eller derover. Der er brug for bedre incitamenter til at arbejde og klare krav om at stå til rådighed.
- Rigtig mange kontanthjælpsmodtagere vil fortsat opleve, at der er en meget ringe gevinst på fem-ti kroner i timen, siger Jørn Neergaard Larsen - administrerende direktør i DA
Han tilføjer:
- Reformen løser ikke det paradoks, at et stigende antal udlændinge arbejder til overenskomstfastsatte lønninger på mellem 105 og 140 kroner i timen, mens danskere, som kunne varetage disse job, modtager offentlig forsørgelse.
/ritzau/