Liberal Alliance på vej ind i SU-forlig

I flere uger har parterne i den nuværende SU-aftale forhandlet om et nyt forlig, der skal sikre to milliarder kroner til regeringens vækstplan. I 11. time kommer Liberal Alliance nu ind i forhandlingerne.

Liberal Alliance er nu med i forhandlingerne om en ny SU-aftale. Det bekræfter politisk ordfører Simon Emil Ammitzbøll. (Foto: © DR, DR)

Tirsdag aften ankom Liberal Alliances Villum Christensen til Uddannelsesministeriet. Partiet er ellers ikke en del af forligskredsen om SU, som i uger har forhandlet om en ny aftale. Forliget skal sikre en del af finansieringen til regeringens vækstplan.

Men nu ser det lille liberale parti altså ud til at blande sig i forhandlingerne i sidste øjeblik.

Det bekræfter politisk ordfører Simon Emil Ammitzbøll (LA) overfor DR.dk.

Samtidig med forhandlingerne i Uddannelsesministeriet pågår forhandlinger i Beskæftigelsesministeriet, hvor Mette Frederiksen (S) forsøger at lande en aftale om reform af kontanhjælpen.

De to reformer skal hente penge til finansiering af regeringens vækstpakke. Efter planen skal partierne spare to milliarder kroner på SU'en. Mens der sigtes efter besparelser på en milliard kroner på kontanthjælpen.

Ifølge DR.dk's oplysninger falder SU-forliget sandsynligvis ikke på plads i aften. Det var ellers ventet.