20.819 har nu skrevet under på, at de er direkte imod den nye offentlighedslov, som lige nu bliver behandlet i Folketinget.
På internettet har man siden starten af marts kunne skrive under mod den lov, som kritikere mener, kommer til at betyde mere lukkethed i ministerierne.
I Folketinget er der opbakning til den nye offentlighedslov hos regeringspartierne Socialdemokraterne, SF og De Radikale, mens oppositionspartierne Venstre og De Konservative også støtter.
Når næsten 21.000 mennesker indtil nu har skrevet under, bliver det bemærket hos partiernes retsordførere. Men afgørende betydning for det ikke hos De Konservatives Tom Behnke.
- Der er ingen tvivl om, at det gør indtryk, men omvendt sidder vi jo også med hænderne nede i selve lovgivningen og alle detaljerne. Jeg tror også, der er nogle, der skriver under uden præcis at vide, hvad det går ud på. Så underskriftsindsamlingerne skal tages med forbehold, siger Tom Behnke, der dog tilføjer, at det i denne sag 'giver stof til eftertanke'.
EL: Vreden breder sig
Det var Vk-regeringen, der tog tiltag til den nye offentlighedslov, som de daværende oppositionspartier Socialdemokraterne og SF dengang kritiserede.
Nu kæmper Liberal Alliance, Dansk Folkeparti og Enhedslisten for at spænde ben for loven, inden den når tredjebehandlingen i Folketingssalen.
Blandt andet har Enhedslisten lavet deres egen høring af lovforslaget. I Enhedslisten tror retsordfører Pernille Skipper ikke, at man kæmper forgæves.
- Jeg tror, at opbakningen og vreden spreder sig, des mere det går op for folk, hvor grundlæggende problematisk det er. Og jeg håber, at det også trænger igennem bag Slotholmens mure, siger Pernille Skipper.
Kontroversiel paragraf
En af de mest kontroversielle dele af loven er paragraf 24, der fritager dokumenter, som en minister på et tidspunkt har eller vil få brug for rådgivning om fra sine embedsfolk, fra aktindsigten.
Den paragraf er blevet præciseret siden VK-regeringens forslag fra 2009.
Men den præcision stiller ikke journalist og Cavling-prisvinder Jesper Tynell tilfreds. I en kronik i Politiken den 25. februar skriver han under overskriften "Det bliver lettere at føre Folketinget bag lyset" at:
"Særlig når det gælder adgangen til uforstyrret at tilskære eller i visse tilfælde ligefrem fordreje faktuelle oplysninger, vil loven i praksis styrke regeringsmagten og svække vælgernes og Folketingets indsigt og indflydelse".
Ikke antydning af en ændring
Jesper Tynell bakkes op af Oluf Jørgensen, der er forskningschef i Mediejura ved Danmarks Medie- og journalisthøjskole. Han er heller ikke imponeret over den ændring af paragraf 24, som optræder i den nye offentlighedslov.
- Man sætter andre ord ind, men der er ikke antydning af en ændring, sagde han 7. februar til fagbladet Journalisten.