Enhedslisten: Corydons udtalelser passer ikke

Corydon har ikke ret i, at overenskomsten med gymnasielærerne er en normalisering af arbejdstiden, mener EL.

- Resultatet på AC-området dokumenterer, at finansministeriets formål er en total afskaffelse af alle arbejdstidsregler, sådan at man kan presse lærerne til at arbejde mere og på den måde tilsyneladende få mere undervisning for færre penge, siger Per Clausen (© DR)

Der var ikke tale om en normalisering, da Akademikernes Centralorganisation (AC) og staten blev enige om en overenskomst for professionshøjskolerne, gymnasierne og erhvervsskolerne, mener Enhedslisten, som kritiserer Bjarne Corydons udtalelser.

- Det passer ikke, når finansministeren hævder, at det er en normalisering af arbejdstiden, han har opnået i forhandlinger med AC om arbejdstiden på gymnasierne, professionshøjskolerne og erhvervsskolerne, siger Enhedslistens gruppeformand Per Clausen i en pressemeddelelse.

Total afskaffelse af arbejdstidsregler

Han henviser til, at de nye overenskomster ikke er omfattet af de almindelige arbejdstidsregler på AC-området. Derfor mener Per Clausen, at aftalen med AC blot understreger finansminister Bjarne Corydons (S) egentlige mål med forhandlingerne.

- Resultatet på AC-området dokumenterer, at finansministeriets formål er en total afskaffelse af alle arbejdstidsregler, sådan at man kan presse lærerne til at arbejde mere og på den måde tilsyneladende få mere undervisning for færre penge, siger Per Clausen.

Stor i kontrast til Corydon

Per Clausens udmelding står i kontrast til finansminister Bjarne Corydons (S) udtalelser mandag oven på sammenbruddet i forhandlingerne mellem staten og de statsansatte lærere.

Her undrede finansministeren sig over, at lærerne ikke bed på aftalen, som gymnasielærerne ellers gjorde tidligere på året.

- De aftaler, jeg har indgået med AC og IDA om normalisering af gymnasie- og erhvervsskolelærernes arbejdstidsregler, viser med al ønskelig tydelighed, at det er muligt at opnå afbalancerede resultater ved forhandlingsbordet, hvis begge parter vil det, siger han.

Efter sammenbruddet i mandagens forhandlinger ser Corydon konflikten som en realitet, og landets skolelærere og undervisere på mange institutioner kan derfor forvente lockout efter påsken.

Får negative konsekvenser

Enhedslisten frygter nu, at et muligt regeringsindgreb for at stoppe den kommende lockout får negative konsekvenser for folkeskolens fremtid.

- Konsekvenserne bliver ikke bare dårligere vilkår for lærerne, men også dårligere kvalitet i undervisningen og øget arbejdsløshed, Derfor står finansministerens optræden i denne sag i modsætning til ønsket om at skabe en bedre folkeskole, siger Per Clausen.

/ritzau/