Overblik: Det ved vi om kontanthjælpsudspillet

Regeringen præsenterer mandag et udspil til en ny kontanthjælpsmodel. Der skal i alt hentes en milliard kroner.

Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) præsenterer mandag et udspil til en ny kontanthjælpsreform.

Når beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) mandag ved middagstid præsenterer regeringens udspil til en ny kontanthjælpsreform, så vil flere elementer i den nye model allerede være kendt.

* Unge under 30 år skal ikke længere kunne få kontanthjælp, hvis de er uddannelsesparate. De vil i stedet få en ydelse svarende til SU. Det vil for eksempelvis en 27-årig uddannelsesparat kontanthjælpsmodtager uden børn betyde en nedgang på 4.747 kroner før skat hver måned.

* Fremover skal man arbejde for at få kontanthjælp i såkaldte nyttejob. De jobklare kontanthjælpsmodtagere vil få et halvt år til selv at finde arbejde. Derefter vil de få anvist et såkaldt nyttejob. Det kan være eksempelvis være havearbejde eller snerydning.

* Unge under 30 år med misbrugsproblemer eller med store sociale problemer vil ikke blive ramt af denne nedskæring til SU-niveau. Disse skal have hjælp til at blive uddannelses- eller jobparate.

* Unge under 25 år kommer på uddannelseshjælp, når de bliver ledige. I dag sker det først efter et halvt år. Uddannelseshjælpen vil være 1.014 kroner mindre om måneden det første halve år. I dag er satsen for udeboende under 25 år på 6.767 kroner.

* Svage kontanthjælpsmodtagere i matchgruppe 2 og 3 skal have én sagsbehandler frem for en hel række kontakter, når de møder op hos kommunerne.

* Par, der lever sammen i et forhold uden at være gift, skal sidestilles med ægtepar. Det betyder, at man ikke kan få kontanthjælp, hvis ens kæreste tjener i omegnen af 30.000 kroner om måneden. Det vurderes, at der kan spares 360 millioner kroner på denne model. Dette forslag ventes at ramme omkring 8000 danskere på kontanthjælp.

* Det endelige provenu - det man regner med at hente på en kontanthjælpsreform - forventes at være en milliard kroner.

* For offentlige virksomheder skal perioden med løntilskud halveres til seks måneder. De penge, der hentes her, skal i stedet gå til at sikre, at flere kontanthjælpsmodtagere kommer i uddannelse.

* De penge, man sparer på en ny kontanthjælpsmodel, skal gå til den såkaldte konkurrenceevnepakke, som S-R-SF-regeringen lancerer tirsdag. Her skal blandt andet selskabsskatten sænkes fra 25 til 22 procent.