Radikal revisor: Rigsrevisionen skal undersøge Elbæk

Den radikale statsrevisor Klaus Frandsen er nu sikker på, at Rigsrevisionen kommer til at undersøge kulturminister Uffe Elbæk

Uffe Elbæk vil få sine forhold undersøgt af Rigsrevisionen. Det slår den radikale statsrevisor Klaus Frandsen fast. (Foto: © DR, DR)

Rigsrevisionen kommer til at undersøge kulturminister Uffe Elbæks fem arrangementer på Akademiet for Utæmmet Kreativitet, hvor ministerens egen mand har været ansat.

Det slår den radikale statsrevisor Klaus Frandsen fast, selvom statsrevisorerne først mødes på onsdag.

- Ud fra hvad jeg har hørt fra statsrevisorerne, så er jeg sikker på, at det kommer til at ske, siger han til DR Nyheder.

Klaus Frandsen mener, der er klare grunde til at lave en undersøgelse.

- Med det forløb, der har været nu, så tjener det alles intersse bedst. Både udfra det formelle, hvad statsrevisorerne bør beskæftige sig med. Og efter kulturudvalget har anmodet om det. Derudover er det nu også i Radikale Venstres og Uffes interesse at få det afklaret, siger han.

Klaus Frandsen kan ikke på nuværende tidspunkt sige, hvor hurtigt undersøgelsen kan laves. Kulturudvalget besluttede sidst på formiddagen at bede statsrevisorerne sætte Rigsrevisionen i gang med en undersøgelse.