Enhedslistens gruppeformand, Per Clausen, siger, at det er Uffe Elbæks (R) helt egen beslutning af træde tilbage som kulturminister.
- Han behøvede ikke at gå af nu. Men man er minister, så længe man har lyst, siger Per Clausen.
- Vi håbede at få en undersøgelse af statsrevisorerne, så vi kunne tage stilling på et oplyst grundlag, siger han.
Det var relevante spøgsmål
Som regeringens parlamentariske grundlag havde Enhedslisten de afgørende stemmer for at holde hånden under Uffe Elbæk efter kritikken af, at en stribe arrangementer blev placeret et sted, hvor hans mand arbejder.
Per Clausen afviser at have deltaget i en heksejagt, som nogen påstår.
- I et samråd stiller vi uhyre relevante spørgsmål om, hvorfor han lægger 5 af 15 arrangementer samme sted, om beslutningsprocessen og økonomien.
- Vi er usikre på svarene og om alt er kommet frem. Derfor beder vi om en undersøgelse.
- Det vil jeg ikke kalde det heksejagt, men helt almindeligt politisk parlamentarisk arbejde, siger Per Clausen.
/ritzau/