Lod Venstres daværende skatteminister Troels Lund Poulsen ansatte i Skat København forstå, at han var utilfreds med afgørelsen i Helle Thorning-Schmidt og ægtefællen Stephen Kinnocks private skattesag? Og pressede departementschefen på for at gøre et bøsserygte til del af afgørelsen.
Disse spørgsmål vil Skattesagskommissionen søge svar på i dag, når nye vidner i sagen afhøres.
I dag tager skattedirektør i Skat København Lisbeth Rasmussen plads i vidnestolen i det tidligere retslokale i Gladsaxe, hvor kommissionen holder til.
I oktober i år bragte dagbladet BT uddrag af den dagbog, Lisbeth Rasmussen førte i sensommeren 2010, da Skat nærmede sig en afgørelse af Thorning-Kinnock-parrets skattesag.
- Peter Loft, ministeren og spindoktoren angriber vores afgørelse, skrev hun blandt andet.
13. september 2010, tre dage før afgørelsen skriver skattedirektøren i sin dagbog. - På mødet drøftes sagen. Udkastet til agterskrivelsen ligger klar (...) Peter (departementschef Loft, red.) borer i Stephen Kinnocks særlige seksuelle forhold, som vi tidligere er blevet bekendt med.
Lisbeth Rasmussens dagbog fra 2010 indgår nu i Skattesagskommissionens materialesamling.
Troels Lund Poulsen: Vi talte ikke om sagen i Venstre
Skattesagskommissionen skal undersøge, hvem der lækkede Thorning-Kinnock-parrets fortrolige skattesag til pressen. Desuden hvorvidt personer uden for Skat København har forsøgt at påvirke skattesagens udfald, heriblandt medlemmer af den daværende regering eller embedsmænd i centraladministrationen.
Troels Lund Poulsen afviste under sin afhøring over for kommissionen 23. oktober, at Thornings skattesag blev diskuteret internt i Venstre.
Sagens udfald frem mod et folketingsvalg kunne ellers få stor politisk betydning, sagde kommissionens udspørger. Men Troels Lund Poulsen – såvel som daværende politiske ordfører Peter Christensen – har afvist, at man diskuterede sagens mulige konsekvenser i Venstre.
Rygtet om at Stephen Kinnock stammer fra Thorning-parrets revisor, Frode Holm, der skal vidne i sagen i næste uge.
Kommissionen ventes tidligst at være færdig med sit arbejde med udgangen af 2013.