Giv hver betjent en makker, når de er på vagt i de danske fængsler.
Sådan lyder kravet fra Dansk Folkeparti til regeringen inden de endelige forhandlinger om en aftale for Kriminalforsorgen - der driver fængslerne - de næste fire år.
Kun hvis justitsminister Morten Bødskov (S) tager et opgør med det såkaldte alenearbejde, vil Dansk Folkeparti stemme for aftalen, oplyser retsordfører Peter Skaarup (DF).
- Vi skal have et fuld stop med alenearbejde i Kriminalforsorgen, fordi det kan give oprør, flugter og vold, når de indsatte driver gæk med den ene ansatte, der samtidig slides psykisk, siger Peter Skaarup til Ritzau.
Besparelser betyder flere alenevagter
Der er i dag alenearbejde på vagtskemaet i 10 af landets fængsler. Men regeringen har ikke foreslået initiativer til at løse det problem, som alenearbejdet giver ifølge fængselsbetjentene.
- Vi vil have et bud på fra justitsministeren, hvad det vil koste, at man helt undgår alenearbejde og som minimum en bedre registrering, så vi kan finde ud af præcist, hvor stort problemet er, siger retsordføreren.
Regeringen vil finde 30 millioner kroner ved at effektivisere vagtplanlægningen i Kriminalforsorgen. Men det vil få den forkerte effekt på alenearbejdet, frygter Dansk Folkeparti.
- Vi skal have andre initiativer, så vi ikke får mere alenearbejde, når regeringen vil effektivisere vagtplanlægningen, siger Peter Skaarup, der foreslår, at gevinsten ved mindre sygefravær skal bruges til færre alenevagter.R kvitterer, men hvor er pengene?I regeringspartiet Det Radikale Venstre kvitterer retsordfører Jeppe Mikkelsen med et modkrav.
- Jeg regner med, at Dansk Folkeparti skaffer finansiering til det, og så vil vi ikke afvise forslaget, siger Jeppe Mikkelsen til Ritzau.
Regeringen vil bruge 1,7 milliarder kroner over fire år til 200 nye fængselspladser. Heraf øremærkes knap 50 pladser til rockere og bandemedlemmer.
Søndag fik regeringen støtte fra De Konservative, Liberal Alliance og Enhedslisten til rammen på 1,7 milliarder kroner. Venstre og Dansk Folkeparti gav ikke tilsagn.
Regeringen vil spare på tilskud til tandrensning som finansiering for en del af aftalen, men det er Enhedslisten imod.
Hver måned er der 7000 timer, hvor kun en fængselsbetjent er på vagt uden en makker, viser en opgørelse, som fagforeningen for fængselsbetjentene, Fængselsforbundet, har lavet blandt både åbne og lukkede fængsler.
/ritzau/