Regeringen vil fjerne den ene klageinstans, når de fem statsforvaltninger, der blev oprettet under VKO, skal trimmes.
Statsforvaltningerne blev etableret i forbindelse med kommunalreformen som afløser for statsamterne.
Men økonomien hang ikke sammen fra den første dag, siger økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R).
Regeringens forslag, der blev præsenteret i dag, skal indfases over de næste fire år, hvor forvaltningerne skal slankes fra små 700 til omkring 600 medarbejdere.
Margrethe Vestager indrømmer, at der at tale om en spareøvelse:
- Det er det delvist. For vi har jo stået med statsforvaltninger, der ikke var finansieret. Som siden 2009 har fået midlertidige bevillinger af Venstre og konservative, uden der blev lavet en samlet og holdbar løsning, sagde den radikale minister ved et såkaldt doorsteppressemøde i dag.
Finansiering: fyringer og skilsmissegebyrer
Forslaget kan imidlertid ikke alene finansieres ved besparelser og fyringer.
- Så derfor foreslår vi, at gebyret for at blive skilt bliver hævet fra 500 kroner til 900 kroner. Det har ikke været reguleret siden 1992, siger Margrethe Vestager.
Den ny såkaldte enhedsstruktur skal skabe en mere ensartet sagsbehandling, uanset hvor i landet man bor. Til gengæld vil regeringen fjerne den ene af de i dag to klageinstanser.
Den ny struktur med én samlet statsforvaltning og i alt otte centre. Ledelsen bliver eksempelvis placeret i Aabenraa, Ankestyrelsen i Aalborg og callcentret på Bornholm.
Det ligger i regeringens forslag
* Kortere sagsbehandlingstider og mere ensartet sagsbehandling for borgerne. For eksempel tager det i dag 39 uger at få en sag behandlet ved beskæftigelsesankenævnet i én region og 10 uger i en anden region.
* Samtidig bliver der indført eller forhøjet gebyrer, så borgerne fremover selv skal betale en del af den administrative udgift, hvis de for eksempel vælger at få genbehandlet en sag om børnebidrag.
* En række regler bliver forenklet, for eksempel så ægtepar fremover kan blive skilt uden først at blive separeret.
* I sager om forældremyndighed, samvær og bopæl, hvor borgerne skal møde op på statsforvaltningen kan det fortsat ske i ens egen region på et af de i alt otte centre.
Kilde: Økonomi- og indenrigsministeriet /ritzau/